Tara Labs til Danmark

Efter en årrække med fravær fra det danske marked - fordi HiFi Klubben for nogle år siden droppede mærket til fordel for blandt andet Van den Hul - er det anerkendte amerikanske kabelfirma Tara Labs tilbage. I dag er det webshoppen HIFIstore.dk (drevet af butikken Now in Stereo, ved Kurt Buhl), som forhandler mærket i Danmark.
Vi citerer Kurt Buhl: “Jeg er både stolt og meget begejstret for at kunne levere Tara Labs kabler til alle musikelskere! Endelig er en af verdens største leverandører af hifi-kabler tilbage på det danske marked med en masse nye modeller, der sætter nye standarter for lydkvalitet”. Citatet fortsætter: ”Jeg stiftede første gang bekendtskab med Tara Labs, da jeg arbejdede i Audioscan midt i halvfemserne, for første gang oplevede jeg selv, hvilken enorm forskel de rigtige kabler kan gøre”. Desuden tilføjer han lidt om Tara Labs: ”Tara Labs er et amerikansk firma som kun gør i kabler og tilbehør til Hi-fi, og med over 20 års erfaring i ryggen får du kabler med en ydelse, der gør mange konkurrenter til skamme”.
Ikke samtlige modeller er tilgængelige i webshoppen, men vi må gå ud fra, at alt kan bestilles hjem. Tara Labs tilbyder ”Limited Lifetime Warranty”, hvilket vil sige, at den livslange garanti kun gælder for første ejer, kræver at man har garantibeviset ved hånden og at man selv betaler fragten til Tara Labs. HIFIstore.dk lover desuden, at der kan spares op til 40 % af prisen i forhold til andre europæiske lande. Hvilke specifikke modeller osv. der er tale om, fremgår dog ikke. Vi ønsker Kurt Buhl og HIFIstore.dk tillykke med nyerhvervelsen og alt held og lykke fremover med den nye webshop!

www.taralabs.com
www.hifistore.dk

 

 

 

Kurt Buhl åbner hifistore.dk

 

NOMONO