Jeg hørte fra en gammel klassekammerat på Facebook. Sidst vi mødtes var på den sidste udstilling på Arken, hvor vi stod og talte sammen et stykke tid, efter at vi ikke havde set hinanden i mange herrens år. Virkelig hyggeligt. Da vi gik i gymnasiet havde han AR højttalere og (hjælp!) en Heathkit forstærker, så vidt jeg husker. Der blev i hvert fald spillet masser af musik hjemme hos ham dengang.
På Arken fortalte han, at hans anlæg i alt for lang tid havde stået skilt ad med henblik på diverse renoveringer og at det sådan set ikke stod helt klart hvad han ville eller - hvis jeg tolkede ham ret - om det egentligt var specielt vigtigt eller særligt tillokkende.
Nu havde han så været inde på nomono og læst en hel masse og via Spotify havde han lyttet til de numre jeg havde anvendt i en test. Det havde givet ham den samme fornemmelse af at finde ny musik, som han havde haft dengang High Fidelity udgav plader. Og det er jo en kæmpe fordel med nettet - man kan checke noget med det samme, lytte, lede efter flere informationer, følge links...
Men det sjoveste var, at han fortalte, at den sidste Arken-udstilling virkelig havde tændt ham igen. Nu har han byttet, repareret og købt nyt og opbygget et helt ny (og i mine øjne rigtig godt) anlæg. Anderledes, måske, men med panelhøjttalere og alt muligt. Han har altid ønsket sig sådan et par! Det havde heller ikke kostet en herregård. Selv en hjemmebiograf med Carlsson-bokse og forskelligt andet var der gang i. Og - det har gjort at han og en af hans teenagedøtre nu af og til udveksler musik - "Prøv og hør det her remix, det tror jeg er noget for dig!" - "Ja, det lyder godt nok godt - og her er så originalen - på vinyl!"
Sens moral? Ud på udstillinger, ind i butikker, lad jer inspirere, få genoplivet interessen. Bliv inspireret til at høre på musik! Weekenden i Göteborg er en kanon mulighed. Vi fra nomono kommer til at flyve rundt på både Arken og Opalen. Både for selv at få information - og for at formidle den til jer. Vi vil prøve at lave flere artikler under slagets gang og i dagene derefter, og i skal være hjerteligt velkomne til at hjælpe os med at finde godbidder vi kan skrive om.
Vi ses på Arken!