Prince på tilbud
Sunday, September 5, 2010 - 16:06
Nis Jensen

Jeg kommer i dén grad til at savne de fysiske pladebutikker! Fornem-melsen af at gå rundt mellem de høje hylder, fyldt med musik - og få øje på ting man havde glemt eller ting man ikke anede eksisterede.

Som nu forleden, hvor jeg stod og ventede på at blive ekspederet og fik øje på en stor, lilla æske bag ved kasseapparatet - med et lille klistermærke oppe i hjørnet med tallene 69,95 og Princes umiskendelige logo på forsiden. Det måtte undersøges nærmere, og da jeg tog den op viste den sig at være ualmindelig tung. Den røg bare uden videre ned i min kurv og det viste sig at være en billedbog fra de 21 koncerter Prince holdt i London tilbage i '07 - 21 aftener i træk - efter han havde lavet 3121. Nu lyder billedbog lidt som om der er tale om tilfældige koncert-billeder, men sådan forholder det sig ikke, når man allierer sig med en stjernefotograf som Randee St. Nicholas.

Her taler vi om glittet papir og glitrende fotografier, præsenteret på smagfulde opslag i stor størrelse, krydret med smukt typograferede brudstykker af tekster og andet relateret stof.

Superbilleder uden kød og blod

Og billederne er sensationelt flotte; perfekt belyst og komponeret ned i mindste detalje. Og perfekt retoucheret - her er ikke en rynke at se nogen steder. Som om Prince er uden alder, selv om vi følger ham på alle tider af døgnet - selv ind mellem silkelagnerne. De eneste billeder, hvor det ikke ser ud som om vi leger med påklædningsdukker, er billederne fra scenen; der ser både Prince og hans band ud som om de er nogenlunde levende mennesker.
Ellers får vi ikke noget videre indblik i Princes personlighed; tværtimod får vi bare en uendelighed af billeder af det billede Prince gerne giver af sig selv som den i virkeligheden ensomme superkunstner, der gemmer sig bag sin perfekte maske. Det er for så vidt helt fint; det bliver bare ret hurtigt ret trættende!

Levende musik

At jeg alligevel ikke synes jeg helt har spildt mine sparepenge skyldes den cd der følger med - "Indigo Nights/Live Sessions" hedder den, og er en samling optagelser fra Princes berømte after-parties, hvor der bliver leget og improviseret med diverse gæsteoptrædender den halve nat. Den energi, der bliver lagt for dagen er intet mindre end imponerende og al den svedende funk og musikalitet modsiger på mange måder det perfekte glansbillede, billederne er udtryk for. Musikken bevæger sig letflydende mellem gamle Prince-kendinge, covernumre og forrygende soloer - det er aldrig kedeligt at være i selskab med Prince! Nogen gange er han mere genial end andre, men på scenen er han mere levende end de fleste.
Lyden er stort set lige så hårdt pumpet som den funk der bliver spillet - jeg skal undlade at ironisere over hans tirader om gerne at ville være lige så almindelig som os andre - og dette er ikke et musikalsk mesterværk, men et interessant indblik til noget, det er de færreste er forundt at opleve.
Jeg er ikke sikker på at jeg ville have opdaget det her tilbud hvis jeg havde været inde og bestille musik på nettet. Det var den fysiske tilstedeværelse - og tyngde - der fik mig til ikke at tøve.
PÃ¥ denne link er der en video med de fleste af Randee St. Nicholas' billeder fra bogen - men der er jo ikke nogen bonus-cd med ...

 

 

NOMONO