Wienermusik
Vienna Mozart Grand SE er den seneste inkarnation af den østriske storsælger.
Som bare bliver bedre og bedre for hvert år og hver opgradering.
Af Sven Bilén
Egentlig møder man ikke sådan specielt meget hifi fra Østrig. Men det godt 20 år gamle højttalerfirma Vienna Acoustics er et af de få firmaer som har vundet indpas og respekt heroppe nordpå. Firmaet bor naturligvis i Wien; navnet ville nogenlunde svare til, at en højttaler herhjemme ville blive kaldt København eller Stockholm. Men på en eller anden måde lyder det bare ikke helt så poetisk.
Firmaet påstår selv, at de har fået inspiration af al den musik- og kunsthistorie som byen jo unægteligt svømmer over af. Således er næsten alle Viennas højttalere navngivet efter komponister med tyske navne - med den nye Klimt-serie som en bemærkelsesværdig undtagelse. Navnet kommer fra den store symbolist Gustav Klimt, et af de mest prominente medlemmer af Art Noveau-bevægelsen i Wien omkring det forrige århundredeskifte. Højttalerne bærer faktisk navn efter nogle af Klimts mest berømte værker, The Music, The Kiss og The Poetry. Det er lydingeniøren Peter Gansterer som står bag alle Viennas modeller og det er også ham der grundlagde firmaet tilbage i 1989.
Nygammelt
Vi har haft besøg af en ny, men gammel højttaler eller hvordan man nu skal udtrykke det. Mozart modellen har faktisk rødder mere end 15 år tilbage i tiden, hvor grundridset til højttaleren blev skabt. Den nyeste inkarnation har fået tilnavnet SE, som jo ikke særlig uventet står for Special Edition, og den erstatter den tidligere Mozart model med tilnavnet Grand.
Det som er sket med SE-modellen er, at Vienna har implementeret en af deres nyudviklede elementkonstruktioner, Spider-cone, som man lige som så mange andre af deres elementer får fremstillet hos Eton i Tyskland som det nedereste af de to bas/mellemtoneelementer. I bund og grund er tanken at gøre membranen stivere uden at det bliver for tungt. Som regel bruger man et memebranmateriale kaldet XPP, som er en slags mix af af plymer-polypopylen. I Spider-cone er materialet justeret til at indeholde lidt mindre polypoppylen for at opnå endnu højere stivhed og indre dæmpning og det hedder nu TPX. Det påstås at materialet har den laveste målte vægt af alle termoplasttyper.
Men spider må selvfølgelig også stå for noget. Det handler om at man har lavet forstærkningsbånd i det samme materiale som ligger "som et spindelvæv" på membranens bagside. Det er let at se struktruren, idet membranen er gennemsigtig. Båndene er placeret længderetningen og bliver hjulpet af den ringformet forstærkningen omkring det indre af membranen.
Det har så givetvis betydet lidt andre justeringer i blandt andet delefilteret. Ellers ser højttaleren stort set ud som den plejer, dvs en ret smal, firkantet kasse på knap en meters højde og en ret smart udført fod lavet til spikes. Hele højttaleren virker elegant, med nydelige fordybninger mellem siden og for- og bagstykket som giver noget lethed til hele det visuelle indtryk.
Det ser ud som om dome-diskanter stammer fra Scan-Speak, men det vil jeg nu ikke tage gift på. Der er to portåbninger på bagsiden omkring kabinettets midte og hvis man vil, kan man justere basgengivelsen ved hjælp af et par propper. Single-wire terminaler er yderst lette at have med at gøre og ser ud til at være i en helt fin kvalitet.
Let og komfortabel
Det var let at få Mozart SE til at spille, både i rummet og med forskellig elektronik. Det mest slående er, at der gennemgående er tale om en gengivelse af høj klasse. Det virker som om man allerede fra begyndelsen skærer en masse af de hindringer væk, som en højttaler kan sætte i vejen for gengivelsen og at man kommer i direkte kontakt med musikken.
Mozart spiller generelt meget lettilgængeligt - lige som den store komponist - den runder alting en smule af, men bestemt ikke så meget at det bliver kedeligt. Gengivelsen er hele tiden fyldt med liv med masser af detaljer og en mere end godkent rumgengivelse. Den spiller åbent, 'moderat' på alle planer og man har en fornemmelse af ærlighed. Moderat er jo et af den slags ord som kan dække alt eller intet, men det føles som om vi hele tiden er på rette spor; den forsøger ikke at gå genveje eller lægge noget til eller trække noget fra.
Lidt wienermusik
Dem er plejer at læse mine tests har vel næppe kunnet undgå at lægge mærker til, at jeg ofte lader mig inspirere en del af, hvad det for noget jeg har med at gøre og vælger en del af musikken ud fra det. Det er jo et oplagt valg at spille noget af Mozart, og mit valg faldt på klarinetkvintetten, KV 581. Først og fremmest fordi klarinetten stiller store krav til højttaleren og der er absolut mange, som kan få den til at lyde som et skarpt våben og alt andet end en klarinet.
Men Vienna Mozart SE gør et glimrende stykke arbejde.
Klarinetten skal lydmæssigt integreres i lydbilledet sammen med strygekavrtetten som akkompagnerer den og det skal fremstå som et hele. Dette lykkes fint for Mozart og det lykkes den at skabe en udmærket illusion af, at det rent faktisk er en kvintet man lytter til. Klarinetten lyder som den skal, hvilket betyder at den ikke hele tiden stryger med hårene, men viser at klarinetten har er ret spændende lydspektrum med både bløde og hårde lyde.
Ultravox via Vienna... Ikke til at komme uden om. Hvor ovenstående eksempel var naturligt frembragte toner, er Ultravox fuldstændigt syntetiske. Underligt nok virker denne plade lidt mere antikveret end Mozart, tiden gnaver hårdt og hurtigt i en del musik. Men Mozart SE får vist frem, at den både er hurtig og stram i bassen - er det Spider-cone elementet, der er stjernen her? - og du får den helt rigtige attack i de forskellige synth-lyde.
Jeg afholdt mig fra at spille An der Schönen Blauen Donau og fandt i stedet et andet Strauss-epos frem, Kaiser Franz 1. Rettungs-jubel Marsch - den hvor de sidste otte takter af Tysklands nationalsang indgår. I den version man kan finde på High Fidelity Reference CD No. 46 er alle sejl sat til for at få så meget dynamik med, som det overhovedet er muligt. Et heftigt orkester giver den hele armen, men alligevel har den helt rigtige sprøde lyd af percussion som ender med at blive selve krydderiet på retten. Der er mange højttalere som falder sammen som et korthus her; det bliver bare for meget at håndtere på en gang. Mozart Se klarer det, men her vi trods alt nok på ydergrænsen af dens formåen - den knokler for at klare det men overlever trods alt med anstændigheden i behold. Men her får vi altså demonstreret, at der trods alt er grænser for, hvad Mozart kan klare inden for hurtighed og opløsning.
Afslutningsvis bør man jo nok finde et eksempel på noget, som man kan forstille sig højttaleren udsat for på sit hjemmemarked. Desværre fandtes der ikke noget med Hansi Hinterseer i min pladesamling... Men en glimrende erstatning fandtes i form af Wir jodeln durch das Alpenland med Ligister Luis & die 3 Lavantal. Det er faktisk lidt underligt, hvad en god højttaler faktisk kan gøre for crummy music, som Frank Zappa oftest kaldte det. Du bliver præsenteret for masser af musik, en rigtig god harmonika og ping pong jodleling mellem højttaler og har det faktisk rigtig skægt. Et nummer, der minder en del om dværgenes festsant i Snehvide.
Valuta for pengene
Jeg kan godt li den her højttaler. Den forsøger ikke at overtage musikken, den gengiver bare det den bliver fodret med. Den gør det hurtligt, dynamisk og kompetent med en udmærket rumgengivelse, en høj trivselsfaktor og godt med opløsning. Du får valuta for pengene, ingen tvivl om det. At den desuden er relativt let at placere i rummet og ikke virker som om den er en hård belastning for forstærkeren er bare yderligere plusser.
Jo, der findes nok mere fintfølende og mere analytiske højttalere til prisen, ligesom der findes rock-højttalere som har mere 'gang i den'. Men som en altspillende allround-højttaler står Vienna Mozart Grand SE rigtig stærkt.
En prøvelytning anbefales!
Denne test er lavet i samarbejde med bladet
