

Vi vil have konfirmationsanlægget tilbage!
Af Johnny Sørensen
Som mange af os husker, var der en gang hvor man altid fik et stereoanlæg til sin konfirmation. Den gang var det gode gedigne produkter – tunge og af metal og uden blinklys og plastik. I lang tid har computeren overtaget førstepladsen som konfirmationsgave, men det må slutte nu – nu skal man jo allerede have sin notebook når man starter i børnehaveklassen. Jeg vil derfor på nomonos vegne forlange at vi indfører stereoanlægget som den vigtigste konfirmationsgave igen. Jeg tror på markedet! Jeg har aldrig før set så mange unge mennesker der er begyndt at interesse sig seriøst for musik – specielt på LP.
Anlægget i denne test koster det samme som en god notebook og har endda indgang for pladespiller! Så vågn op derude! Stereo is Back…
Music Hall
Music Hall er et ret nyt mærke for de fleste, selv om det har dog nogle år på bagen efterhånden. Firmaet er startet i 1985. Det er englænderen Roy Hall der står bag firmaet der er bosat i New York. Firmaet importerer og distribuerer hi-fi. I 1998 begyndte man at sælge pladespillere under eget navn.
Efter et besøg i Kina i 2001 begyndte firmaet også at sælge elektronik under eget navn. Det er et lille kinesisk familiefirma der står for produktionen.
Generelt
Alle apparaterne er opbygget omkring en bund i stålplade. Forpladerne er fremstillet i massiv 5 mm aluminium. En lille kasketskygge på toppen af forpladen gør at den virker næsten dobbelt så kraftig. Et lille smart trick, der i al beskedenhed, er ”opfundet” af en dansker. ”Svøbet” er i sortlakeret metal. Kasserne er nydelige og solide.
Finishen er acceptabel og bestemt ikke prangende. Alle udvendige flader og kanter afrundede og glatte.
Forstærkeren er forsynet med drejeknapper i aluminium. På forstærkeren var indgangsvælgeren en smule excentrisk. Ud over at det forstærker indtrykket af håndfremstilling havde det ingen betydning da vi udelukkende anvendte fjernbetjeningen. Vores testsæt var i sølv, men det fåes også i sort.
Begge apparater er forsynet med løse netledninger. Dette letter installationen og giver muligheder for eksperimenter. Der medfølger nogle udmærkede, klare og korte manualer på engelsk og tysk.
Back to basic
Der er noget ægte og tillidsvækkende over dette lidt gammeldags musikanlæg. Ja, selv duften fra den varme elektronik giver glade minder om ”den gang”…
Forstærkeren er tung og robust og er logisk og overskueligt opbygget. Finish og præcisionen vidner om, at dette udstyr er håndbygget og ikke bygget på en strømlinet robotfabrik.

Forstærker a 15.2
Forstærkeren nærmer sig en kampvægt på næsten 10 kg. Betjeningen er til at overskue for de fleste. En tænd/sluk knap, en indgangsvælger og en volumenkontrol. Det er meget befriende med en ”rigtig” volumenkontrol hvor man kan se hvor højt der er skruet op/ned og som man kan skrue ned for, inden man tænder for apparatet. Potmetret er motorstyret så det kan styres 100 % fra fjernbetjeningen.
Effektmæssigt syntes der ikke at være den store forskel på den 2 x 100 watt (8 Ω) forstærker som a 15.2 afløste i testperioden. Den officielle effektopgivelse siger: Output Power 2 x 75W/8Ω, 2 x 95W/4Ω.
15.2 har 5 analoge input hvoraf den ene er til MM-pickupper.
Som særlige features har forstærkeren en analogindgang med 3.5 mm jackstik på fronten til f.eks. tilslutning af MP3-afspiller. En hovedtelefonudgang på fronten er det også blevet til.
Der findes også to Pre-out udgange. Det vil sige at man kan sende signalet videre til f.eks. en anden forstærker. Man skal dog være opmærksom på at pre-out´er placeret før volumenkontrol – altså kun fuld udstyring – så prøv ikke at sætte din subwoofer til her!
Lysdioder markerer hvilken indgang man har valgt.

CD 15.2
Cd-afspilleren er relativ beskeden og ydmyg i sin fremtoning. Displayet i hvidt og gråt er lidt blegt og det udmærker sig ved ikke at lyse hele stuen op. Betjeningen er ikke speciel hurtig, men virker pålidelig og præcis. Maskinen er forsynet med en Burr-Brown PCM 1739 24-bit/192kHz konverter. Drevet er et Sanyo DA11SLM. Opbygningen er robust og spillen vejer da også knap 6 kg.
Foruden de almindelige analoge udgange er der også både optisk og coaxial digitale udgange.
Spillen kan styres direkte eller med den medfølgende fjernbetjening, den virker enkel, billig og pålidelig uden at være prangende. Der fulgte én fjernbetjening med til hvert apparat – identiske.

Til musikken! (endelig)
Både hver for sig og sammen spiller disse to apparater ubesværet og med overskud. Vi forsøgte med forskellige højttalere – både i størrelse og prisklasse. Forstærkeren virkede ret upåvirket af ændringerne og voksede fint med opgaven. Vi havde umiddelbart ingen højttalere ved hånden, der kunne bringe den på glatis. I en normal husholdning og stue er der nok af effekt til det meste.
Vi har selvfølgelig udsat udstyret for alle former for musik og det der ligner. Al musik gengives ubesværet og med en lille snert af varme, som de fleste traditionelt vil synes godt om.
Vi skal noget længere op i pris, hvis vi vil have flere raffinementer i vores gengivelse. I de sammenhænge dette udstyr forventes at blive benyttet, er det svært at komme med nogle indvendinger. Bassen er kraftfuld og kontant og virker til at have styr på tingene, - det være sig en pauke, et orgel eller Marcus Millers vilde bas.
Mellemtonegengivelsen er varm og giver stemmer fuld retfærdighed med masser af kød og blod. Også akustisk guitar lyder realistisk og medrivende. Den let afrundede top bliver aldrig hidsig eller metalisk, med mindre materialet dikterer fuld fræs på heavyspaderne.
I det hele taget er det let at lytte til dette sæt, man kommer hurtigt ud over det tekniske, så man kan koncentrere sig om det væsentlige: Musikken.
Tiltalende
Det er ikke forkert at sige at dette anlæg er lidt gammeldags på den fede måde. Det er stort og tungt og helt befriet for plastic og billige gimmicks.
Lyden vil tiltale de fleste og prisen er absolut i orden. De lidt ekstra features: grammofonindgang og MP3-indgangen gør det meget fleksibelt og brugervenligt (du skal dog være opmærksom på at du stadigvæk skal have en step-up hvis du skal bruge MC-pickupper).
Sættet virker solidt og tillidsvækkende og kan forhåbentligt frelse nogen fra at købe noget billigt plastikskidt fra det lokale varehus. Kom ud af busken og hør noget musik!



