Ulv i fåreklæder

Af Nis Jensen

Lad os få det overstået med det samme: Jeg bryder mig simpelt hen ikke om udseendet af Audio Note E, emnet for denne test. Det er et næsten 30 år gammelt design, som i det ydre ikke har forandret sig meget gennem årene - om overhovedet. Det handler på mange måder om den måde, jeg bor på - forholdsvis spartansk med japanske strejf af minimalisme - og en masse træ, hvor den ydre finer, som de kalder for tulipwood, på E'erne stikker helt forkert ud.
 Og rent indretningsmæssigt gik det heller ikke for godt - jeg har indrettet noget, der ligner en "stue i stuen" til mit anlæg, hvor man sidder forholdsvis tæt på højttalerne. Det giver normalt en oplevelse af at være midt i begivenhederne så at sige - en meget intim og medrivende oplevelse. Men det er slet ikke E's natur, så jeg var nødt til at vende møblementet rundt, så højttalerne fyrede ud mod den lange led af rummet.

Pladskrævende

 

Det hjalp! Audio Note E er nemlig en højttaler, som er lavet til store rum - og den kan godt lide at stå i et par hjørner. Og set i den sammenhæng kan jeg pludselig se udseendet fungere: hvis man sidder i en blød Chesterfield sofa i en engelsk herskabslejlighed med en velskænket cognac, de høje bogreoler i baggrunden mellem udskårne rosentræspaneler foran en varm pejs... Og E'erne - i deres matchende finer (de kan fås i 20 forskellige typer) spiller Mahler for fuldt drøn. Suk!

Men der er jo grunde til, at den ser ud som den gør.

Den blev i sin tid designet af Peter Snell i USA - han havde nogle radikale idéer omkring baflen - eller fronten - og dens sammenspil med rummet. Og en hel masse andre idéer - f.eks. at parre enheder to og to, så de måler ens og dermed give en mere ensartet gengivelse.

Følsom

 

Konstruktionen er fra begyndelsen af 80'erne, hvor Peter Snell fik stor succes med sin kompromisløse A model og hurtigt fik opbygget et stort højttalerfirma. Imidlertid døde han i '84 og firmaet har siden fuldstændigt skiftet designmæssig profil, og Peter Snells patenter og ideer bliver nu videreført - og er blevet videreudviklet - af britiske Audio Note.

Audio Note er jo mest kendt for deres rørforstærkere, som de fremstiller i mange størrelser og modeller, så Snells idéer for E-modellen passer, med dens høje effektivitet (E bliver opgivet til at yde mere end 94 dB), glimrende sammen. Den høje følsomhed er blandt andet opnået ved at bruge et stort og forholdsvis tomt kabinet, som fungerer som en slags resonans-kasse - lidt som kassen på en guitar, som AN skriver på deres hjemmeside. Det betyder så heldigvis også, at højttaleren ikke er specielt tung.

Fleksibel

 

Man kunne måske kalde AN-E for det modsatte af en design-højttaler med dens brede, høje og dominerende front-baffel. Men den er der for at kontrollere spredningen af lyden fremad; det er derfor den bliver anbefalet at stå i et hjørne. Bagpå er der en forholdsvis lille basport næsten nede ved bunden, så den ca 20 cm store bas/mellemtone skal (i samarbejde med kassen bagved) stå for det meste af den bas der når lytteren.
 Formen medfører en del finer-arbejde; personligt synes jeg jeg har set pænere finer; finer man måske synes glider lidt glattere under ens fingre, men i sagens natur bliver ikke nogen sæt E'er ens. Ellers er fit and form OK - jeg har mødt venligere opsætninger af stik (E har mulighed for biwiring) og den slags, og med højttaleren fulgte et stativ, små 30 cm højt, for det er nødvendigt for at få den op i en fornuftig højde, så enhederne ender i "ørehøjde". De kan fyldes med bly, f.eks. og står på spikes, og vi fik en slags "måtter" med, så højttaleren står stabilt på stativerne. Der er naturligvis også mulighed for at montere spikes opad mod højttaleren.
Der findes i øvrigt rige muligheder for at opgradere sine E'er - der er fem forskellige "stadier" - filosofien går hovedsageligt ud på at forbedre kabler, forbedre dele i delefilteret med endnu lavere tolerancer - slutstadiet er med eksterne delefiltre, sat sammen med Audio Notes hundedyre Sogon-kabler. Men dette er altså "bare" entry-level modellen.

Kræsen

 

Det endte så med en opstilling af E'rne - kun den ene i et hjørne, godt nok, en sofa måtte agere som væg for det andet - og lyttepositionen godt tre meter fra enhederne. Højttalerne havde måske haft gavn af lidt mere afstand imellem dem - og et hjørne mere, men den særlige illusion de er i stand til at skabe, kom alligevel helt til sin ret. De kan nemlig fylde et rum med stor lyd -  resonanskasserne er i høj grad medvirkende, uden at man på den anden side føler at de dominerer. Lyden er nemlig ikke "kasset", men folder sig ud i rummet i et forbavsende bredt lydbillede. Ifølge teorierne bag konstruktionen - at resonanserne fra fronten skal sprede lyden ud i rummet - virker åbenbart!

I den opstilling, jeg endte med, var rummet bagved højttalerne ikke lydmæssigt særlig udtalt - til gengæld var der så meget, der foregik foran dem, at man ikke rigtigt savnede det. Jeg ville ønske jeg havde haft et par gode, gedigne rørforstærkere til min rådighed - som jeg formoder bare ville have forstærket den oplevelse af "lag på lag" af lyd, jeg havde.

I begyndelsen af testperioden  - mens de blev spillet til - stod der en integreret forstærker i midfi-klassen og trak det hele. Den var lidt tung i bassen, og det viste sig ikke at være den bedste kombination i verden. Men om ikke andet beviste det, at AN-E både fortjener og kan leve op til forstærkning af høj klasse.

Noget klasse A forstærkning hjalp - bassen blev strammet gevaldigt op med det resultat, at lydbilledet voksede langt ud over højttalernes fysiske rammer - en yderst behagelig oplevelse i det hele taget; når det hele bliver så bredt og så stort, bliver the sweet spot - 90% pladsen - af mindre betydning - og man fristes til bare at læne sig tilbage og nyde sin cognac.

Tilstedeværende

 

Det har været uhyre interessant at møde disse højttalere. Det er en gammeldags konstruktion og på nogen måder er lyden også lidt ude af trit med de for tiden fremherskende idealer, hvor en mere fremadrettet og "påtrængende" lyd mere er idealet - Jimmy Jørgensen's A Face In The Crowd, med dens rør-baserede produktion lyder på den anden side påtrængende til stede - lige som nogle af Daniel Lanois' produktioner - Wrecking Ball med Emmylou Harris har tvunget sig vej i min cd-skuffe en del gange.
Det er højttalere, der nok er bedre egnet til koncerter af Mahler end de er til kammermusik; de lyder bedre med stor rock end med intim folkemusik; det handler om deres "natur", mere end det handler om, at der ikke er detaljer nok, hverken i diskant eller mellemtone - de findes såmænd i rigt mål, samtidig med at bassen både er meget stor, fyldig og tilpas punchy.
Deres design er lavet til rør; deres lyd er lavet til rør - for rør-elskere! Vi har hørt rør - og transistorer - lyde fantastisk, og for rør-entutiasten er den på mange måder ideel - og vil, med sine opgraderingsmuligheder i selve højttaleren og også i det gear man vælger at sætte den sammen med - sikre ejeren stor glæde i mange år. Og tilfældigvis ved jeg, at det rent faktisk passer - én af mine venner har et sæt , der er så gamle og er blevet spillet så meget på, at det nu er tid at udskifte bas/mellemtone enhederne.

Udseendet ville jeg ikke kunne leve med, men hvad så med lyden? Tja - det ville kræve en ret radikal omkalfatring af mine lydmæssige idealer (og en ikke ubetydelig investering i noget rør-baseret elektronik). 45.000 kr for, hvad der basalt set "bare" er en to-vejs højttaler, er ikke billigt; lydmæssigt kvitterer de absolut til prisen, men kvaliteten af fineren lever efter min mening ikke op til den lydmæssige formåen. Men AN-E er en klassiker, og heldigvis har præcis denne type højttaler stadig en stor fanskare.

PS

Forhandleren havde været så venlig at lægge et sæt Audio Note Lexus LX biwiring kabler i kassen - vældigt behabelige at arbejde med, og lydmæssigt passede de meget fint med højttaleren, så dem har jeg simpelt hen stillet mig tilfreds med i den forventning, at forhandleren vidste hvad han gjorde.

 

Foto:©Nis Jensen