Topmoderne “klassisk” anlæg

Rotels seneste, meget vellykkede for- og effektforstærker-kombination viser,

at det traditionelle stereoanlæg stadig har masser at byde på.

 

Af Sven Bilén

 

Vi har sagt det mange gange før: Rotel er en virksomhed, der er blevet kendt for no-nonsense produkter, som giver god værdi for pengene. Deres nyeste for- og effektforstærker – RC-1570 og RB-1552 MkII – er absolut ingen undtagelse.

 

 

Forforstærkeren

I Rotel RC-1570 er der næsten alt. Her er masser af indgange og muligheder, og den burde kunne klare alt, hvad forbrugeren kan kræve af en moderne forforstærker i mid-fi segmentet. Oven i hatten er der desuden både en MM RIAA og en rigtig god DAC, og hele forforstærkeren er meget velfungerende og giver et gedigent indtryk. Typisk Rotel.

RC-1570 er bedre, end jeg havde forventet. Den slipper rigtig meget af musikken igennem og er overraskende klar og stille, hvilket giver en fin sort baggrund til musikken. 

Den indbyggede DAC er fremragende. Der skulle også snart komme en separat DAC fra Rotel med flere af den samme type Wolfson-chips pr. kanal. Men den, der sidder i RC-1570, klarer sig fint i forhold til separate DAC’er, der koster en stor del af prisen for hele forforstærkeren.

Alt fungerer upåklageligt, og den lille forforstærker er en fornøjelse at arbejde med.

 


 

Effektforstærkeren

Effektforstærkeren Rotel RB-1552 MkII er en – skal vi sige – typisk Rotel-forstærker. Jeg har lyttet til en hel del Rotel-forstærkere gennem årene, inklusive forgængeren til den nye model, og efter min mening virker det, som om RB-1552 MkII er et skridt fremad fra et allerede vellykket udgangspunkt.

Den spiller en lidt renere og lysere; stadig en smule forsigtigt, men ikke så forsigtigt som Rotel før i tiden. Med forsigtigt mener jeg en gengivelse, hvor der ikke er noget, der skiller sig ud, og som til at begynde med virker lidt tam. Her er ingen blærerøvseffekter, hvilket betyder, at man heller ikke får en lyd, som man bliver træt af.

Det er en måde at spille på, som er vældig god for de fleste højttalere til en tålelig pris, og som ikke giver unoder i forstærkningen, som højttalerens egne karakteristika kan forstærke til at blive anstrengende. Effektforstærkeren har et fornemt klangbillede og spiller både engagerende og med fin dynamik. Lydbilledet er stort uden at være voldsomt stort, og instrumenter og stemmer får en flot placering.

 

Konklusion

Det klassiske anlæg lever endnu, især når det er lavet så fleksibelt, at det kan klare det meste, man kan finde på at tilslutte. Rotel RC-1570 og RB-1552 MkII byder på en naturlig, konsistent gengivelse, der spiller op til et niveau, som er væsentlig højere, end jeg forventede, da jeg begyndte at teste.

Det lidt anonyme udseende opvejes af, at de spiller fremragende, og de to enheder er i højeste grad pengene værd. Anbefales helt klart.

 

Dette er en kortversion af en artikel lavet i samarbeje med vår samarbejdspartner Lyd&Billede. Den fulde artikel kan du læse her.

 

Rotel RC-1570

8.000 kr.

Rotel RB-1552 mkII

7.500 kr

www.sas-audio.dk

 

Rotel RC-1570 forforstærker

Frekvensområde: 10 Hz – 95 kHz

Indgange: 1 x phono (MM), 4 x ubalanceret (RCA), 1 x balanceret (XLR)

Udgange: 1 x ubalanceret (RCA), 1 x balanceret (XLR)

Digitalindgange: 2 x koaksial, 2 x TOSLINK, 2 x USB

USB/iPod-signaler: WAV, MP3, WMA, AIFF (op til 16 bit/48 kHz)

Koaksial/optisk digitalsignal: S/PDIF, LPCM (op til 24 bit/192 kHz)

PC-USB: USB Audio Class 1 (op til 24 bit/96 kHz), USB Audio Class 2 (op til 24 bit/192 kHz) med driver

Tonekontroller kan bypasses

Mål: 43,1 x 9,9 x 32,0 cm

Vægt: 7 kg

 


 

Rotel RB-1552 MkII effektforstærker

Udgangseffekt: 2 x 120 watt

Indgange: 1 x ubalanceret, 1 x balanceret

Frekvensområde: (+/-1 dB) 4-100 kHz (+0,5 dB, -3 dB)

Mål: 43,1 x 14,4 x 34 cm

Vægt: 14 kg

 

Rotel RC-1570 forforstærker

+

Fleksibel og letanvendelig forforstærker, både analog og digital, med en lydkvalitet, der i høj grad gør den prisen værd. En god DAC gør ikke sagen værre.

 

-

Lidt anonym fremtoning – Rotel ser ud som Rotel. Bluetooth fungerer, men man må sætte en dongle i USB-indgangen på fronten.

 

Rotel RB-1552 MkII effektforstærker

+

Ren og klar lyd, med kræfter nok til de flestes behov. Spiller harmonisk og med en ren, stille baggrund.

 

-

Lidt anonym fremtoning – Rotel ser ud som Rotel. Idiotisk trigger-switch på bagsiden kunne let være løst internt i enheden.


NOMONO