Sonus Fabers fremtid?

Af Sven Bilén

Jeg havde set den ved et tidligere besøg og fået en lille smagsprøve på, hvordan den lød - og når nu Sonus Faber Amati Futura alligevel stod i Göteborg, var der vel ingen grund til ikke at benytte lejligheden til en ordentlig lytning. Det er jo sådan, at mange af de virkelige top-højttalere kun kommer forbi vores breddegrader i ganske få eksemplarer. Derfor handler det om at være på pletten, hvis man vil have en mulighed for at prøve at høre dem.
Sonus Faber er formentlig ikke noget ukendt højttalermærke for de fleste. I mange år var det Franco Serblin (som nu er hos Ktema) som stod for konstruktion og lyddesign, men i de seneste år er firmaet ejet af det samme selskab som også står bag bl.a. Audio Research og flere andre industrielle grene. Sonus Faber og de andre firmaer arbejder dog stadig som individuelle, selvstændige firmaer.
I de sidste par år har Sonus Faber forsøgt at bringe deres højttalertraditioner op på et højere niveau, og Amati Futura er her en af topmodellerne, kun overgået af den intet mindre end voldsomme The Sonus Faber.

 

Opstillingen

 


Det var hos Anders hos HiFi Stället, at Sonus Faber Amati Futura var opstillet i det mindre rum oppe ad trappen - hvis man altså kender stedet. Rummet ser godt nok lidt mystisk ud, men det fungerer, takket være sine ikke firkantede form, aldeles glimrende. Her var højttalerne koblet til en Audio Research VS 115, CD5 og den særdeles imponerende forforstærker Reference Anniversary Edition. Den forforstærker burde egentlig have sin egen lovprisning, men det bliver nu ikke i denne sammenhæng. I hvert fald er det en virkelig killer i mine øjne. Det hele var forbundet med Nordost Valhalla kabler.
Jeg var blevet enig med Anders om at jeg fik en tidsmæssigt ubegrænset adgang til Sonus Fabers Amati Futura i majestætisk ensomhed, og ankom belæsset med plader og notesblok. Det kan have mange fordele at gå til en lyttesession på den måde. Rummet er ikke nyt for mig, elektronikken og kablerne heller ikke helt ukendte og alt var opstillet og trimmet ind efter alle kunstens regler for at komme til at lyde så godt som muligt. Det sparede mig for flere dages arbejde.

Lytningen

 


Jeg varmede op ved at lytte til nogle numre fra Van Morrisons No, Guru, No Method, No Teacher - min tidligere nabos absolutte favoritplade, så jeg har hørt den mange gange før. Det er i øvrigt en herlig og afslappet plade, hvor fokus meget ligger i teksterne. Det blev efterfulgt af Black Eyed Peas fortolkninger af Sergio Mendez - en ret sjov plade med godt med tryk på, som viste at højttaleren virkelig har power - en stor og klippefast bas og godt med kød på lydbilledet.
Jeg har enkelte standardnumre, jeg tit spiller under mine sessions. Det handler ikke altid om de bedste indspilninger, nogen gange faktisk tværtimod, men det er numre jeg kan og som jeg ved giver forskellige lydmæssige resultater på forskellige anlæg. Et af numrene er Hide and Seek med Imogen Heap. Det er et a capella sangnummer, som er gennemmanipuleret med lag på lag af hendes stemme kørt igennem diverse faseforskydninger og hvad ved jeg. Ikke én tone er naturlig, men under alle omstændigheder er det rasende interessant, og med det rigtige udstyr rejser hårene sig på armene af lytteren. Her borede hårene sig nærmest gennem skjorten - det er måske den bedste gengivelse, jeg nogen sinde har hørt af dette nummer!
Min personlige favorit Joe Jackson er bedst live, og en liveindspilning af hans Fools in Love/For your Love har en tung, tung bas, klaver og trommer - og et glimrende indspillet publikum, som tilfører pladen en overbevisende rumfornemmelse. Det lyder rasende engagerende, naturligt og ægte, og jeg følte mig straks flyttet tilbage til den aften, hvor jeg senest hørte ham live på Fabrik i Hamborg.
I det hele taget spiller højttaleren rock på den dér tunge, herlige måde men uden at det på nogen måder ødelægger sprødheden i vokalen eller andet - den fine del af musikken fejler bestemt ikke noget! Den kombination havde jeg helt ærligt ikke lige ventet, men det er af den slags gengivelser, som man ganske enkelt må overgive sig til på nåde og unåde. Ganske enkelt strålende.

Forskellige detaljer

 


Det er interessant at man lægger mærke til forskellige detaljer i den samme musik via forskellige højttalere. På Breaking Silence med Janis Ian har jeg f.eks. ikke rigtigt lagt mærke til ekkoet i højre kanal på denne måde før. Det er en af de ting som gør det spændende at få lov til at lytte på mange forskellige anlæg. Man kan altid diskutere hvad der er rigtigt eller forkert, men med den storslåede håndtering af stemmer som Amati Futura har, får ellers "udbrændte" numre som Breaking Silence nyt liv.
Når vi taler om tredimensionalitet har Amati Furtura en smule mindre i dybden end hvad f.eks. Wilson Audio Sophia 3 kan byde på, men den er nu også exceptionel på det område. Amati Futura har en tredimensionalitet som generelt er af meget høj klasse. Men det er kroppen i gengivelsen, som grunden til Amati Futuras storhed - og desuden kommer alle detaljer frem samtidigt med gengivelsens naturlighed. Ikke nogen dårlig kombination.
Hvis vi finder en typisk imponatorplade frem som Think ... it's all Good med basekvilibristen Dean Peer, er det ikke alene bassen, men hele lydbilledet som imponerer. Det er en meget mere følsom gengivelse end jeg på nogen tidligere demo har hørt denne plade, og formentlig den mest imponerende indtil nu. Pludselig har pladen fået ikke alene demokvaliteter men også et musikalsk indhold!

Klassisk

 


Når vi taler om klassisk musik kunne man frygte at den krop, højttaleren generelt spiller med kunne være et problem på f.eks. symfonier, hvor strygere med alt for meget krop ofte gør det hele uinteressant, tungt og hårdt at lytte til i længden. Men sådan er det ikke her. Godt nok får vi en smule mere krop end man ville gøre live, men det går ikke ud over indholdet i musikken eller oplevelsen af den. Det lyder måske som en modsætning, men man nyder faktisk klassiske værker i fulde drag, det være sig kammermusik eller symfonier.
Tiden rakte ikke til så meget opera ud over starten af Die Kluge af Carl Orff, et musikstykke der sætter en højttaler på stort set alle de prøver, en højttaler kan sættes på. Her skal en tophøjttaler have evnerne i top, og Amati Futura klarer sig som ventet virkelig godt - uden på den anden side at toppe de resultater vi har fået med Sophia 3 og Marten Coltrane 2. Men det kommer tæt på! Det er håndtering af stemmer, tredimensionalitet og ikke mindst dynamik det handler om her. Og tro mig, jeg har hørt indtil flere såkaldte tophøjttalere som faldt igennem med et brag med Die Kluge.

 

 

For musikentusiasten

 


Van the Man og No Guru... kom også til at afslutte seancen. Det har været en meget positiv og også en smule uventet lyttesession. Jeg havde ikke forventet den herlige krop og naturlighed, som Amati Futura fremviste, men det er den slags kvaliteter som jeg personligt finder meget tiltalende og jeg bliver glad når der er noget, der overstråler mine forventninger.
Som helhed er det en højttaler for musikentusiasten med den brede smag - genremæssigt fik den virkelig lov til at vise sin spændvidde i de timer, jeg fik lov til at befinde mig i dens selskab og klarede sit hverv til fuld tilfredshed. I mine øjne er det en meget vellykket højttaler.
nomono siger tak til Anders fra HiFi Stället for værtsskabet.

 

 

Sonus Faber Amati Futura

169.900 kr.

 

www.interceptor.dk

www.sonusfaber.com

 

 

Sonus Faber Amati Futura

 

Amati er navnet på den berømte instrumentmagerfamilie fra Cremona som blandt andet havde en stor betydning for, hvordan den moderne violin fik sin form.
Højttaleren Amati Futura fra Sonus Faber viser vejen for firmaets modernisering af deres højttalerprogram. Konstruktionsmæssigt har man i bedste amerikanske tradition skabt en masse betegnelser til sine "opfindelser" - Exo Squeleton, L.V.T. System (low vibration transmission), Stealth Reflex System og T.M.D. (tuned mass damper). Ja, ja - markedsføringsafdelingen skal jo også gøre nytte...
Højttaleren angives til at være en "3.5 way, low spurious vibration optimized suspension, stealth reflex para-aperiodic loading, staggered low frequency floorstanding loudspeaker system". Og der kommer mere: "Lute shape design, multilayer, constrainedmode damping, enclosure formed using hand selected wood layers, quality graded and oriented for carefully optimized resonances control. Sub-structural ribs are strategically placed for absolute rejection of spurious vibrations. New Era avional (from the experience) exo-squeleton clamp structure with the Tuned Mass Damper inhibiting the residual resonances of the wooden structure". Min gamle lærer ville have sagt: "vi lar' den stå et øjeblik".
Diskantelementet på 29 mm har man fået hjælp til af Ragnar Lian, mellemtonen er et 179 mm element med kapton svingspole og Kellog/Goeller ringe. Membranen er af cellulosefiber, altså en papmembran. Baselementet på 220 mm har aluminium/magnesiummembran med skumdæmpning. Delefilteret bruger både Mundorf Supreme og Jantzen komponenter - med andre ord højkvalitetskomponenter.
Højttaleren er 116 cm høj og vejer godt 55 kg stykket. Følsomheden angives til 90 dB.

 

Sonus Faber Amati Futura

NOMONO