Sensationel cd-afspiller fra Copland

Af Nis Jensen

Jeg var for nogle år siden den lykkelige ejer af en Copland integreret forstærker. Af de mange apparater der har været gennem mit anlæg i årenes løb er det den, der har efterladt den største ejerglæde. Den maskine var bare så lækker (det er den stadigvæk - den spiller lystigt hos én af mine venner) - bare det at skrue op og ned for lyden var en stor fornøjelse, fordi knapperne var så lækre... At den så også havde en dejlig, detaljeret og engagerende lyd gjorde jo ikke ejerglæden mindre.
Nu troner der så en helt ny Copland maskine på toppen af mit rack i form af den top-loadede cd-afspiller CDA825 og signalerer, hvordan (og hvor hurtigt) årene går. Designet er stadig lige cool og tankegangen der ligger bagved, stadig lige stringent. I de små ti år der er gået siden min første oplevelse med Copland er der sket meget i hifi-verdenen; formater er kommet og nogen af dem også gået igen; nu om dage går man ikke bare hen og skruer op og ned for lyden - man griber sin telefon og bruger den til at kontrollere sine funktioner - eller man tænder for sin laptop, sætter et stik i og ud strømmer musikken.
Copland CDA825 er af en helt anden skole. Det er en cd-afspiller. Intet andet.
Og vi må i dén grad tage hatten af for Ole Møller, Coplands chef-konstruktør, for at have det mod - og jeg synes virkelig der skal mod til at sende sådan et produkt på markedet i 2010, hvor alt og alle synes at alting skal kunne spille musik.

Når metal bliver sexet

Når man åbner for kassen ligger der allerøverst en instruktionsbog med en side forrest i posen, som i få billeder forklarer hvordan man monterer låget, maskinens måske stærkeste visuelle feature. Det er ganske simpelt - man skal bare skrue den stopklods af, der normalt forhindrer låget i at dreje helt rundt og sætte låget på plads. Når det så sidder der, er det til gengæld ualmindelig lækkert og glider på plads med et lille diskret klik.
I det hele taget er det ordet lækker, der først falder én ind - det visuelle udtryk er på mange måder indbegrebet af scandinavian cool med de seks røde funktions-indikatorer (som man bliver helt afhængig af som tiden går) og de runde knapper i børstet aluminium - mere enkelt kan det næsten ikke blive. Forpladen er 10 mm tyk med Copland logoet stanset ud - ellers er der kun et display, selvfølgelig med røde tal. Sidepladerne er sorte (det højner lige det visuelle kvalitetsindtryk en ekstra tak - den måde top-pladen kobler sammen med siden ser bare så blæret ud) - lige som bagpladen, som huser både balancerede og RCA udgange, en digital udgang og en netbrønd - lækkert og funktionelt udført. On-off sidder øverst på venstre side af apparatet bagtil - noget uvant og lidt aparte til man lige vænner sig til det. Men altså ingen digitale indgange af nogen slags.
Der er en soliditet og et kvalitetspræg over hele konstruktionen, så man får lyst til at røre ved det hele. Toppladen lyder, når man banker på den, både godt solid, men samtidigt lyder det også lidt "hult" - indvendigt er 825'eren nemlig forsynet med et subchassis, som ikke er hængt op med gummi og plastik, men er boltet op på de strategisk rigtige steder.

Når indmad er smukt

Man kunne måske indvende, at når man åbner låget, er lyset inde i maskinen noget der ligner direkte grimt - og det fremhæver enhver lille støvpartikel - både på ens cd'er og i maskineriet - og den røde farve er i hvert fald ikke varm!, men den magnetiske puck er passende tung (og lækker!), selv om man kan blive lidt i tvivl om centreringen - til nogen irritation og undren for især redaktør Bilén.

I det hele taget føles hele "håndteringen" af maskineriet nem og ligetil - og det samme gælder fjernbetjeningen. Den er ikke på samme måde "gennemdesignet", men alligevel er den ganske lækker med sin alu-top - og så er den et studie i logik; ikke en knap for meget (eller for lidt). Intuitivt virker det eksemplarisk, og den ligger godt i hånden - ja selv bagsiden er af et materiale der føles rart.
Når man fjerner låget og kigger ind i apparatet, ser det hele lige så gennemtænkt ud som det gør udefra - nogen vil garanteret synes at det rent faktisk er smukt!

Der er brugt en del originale løsninger til at tackle de problemer, der altid er med at omforme digitale meddelelser til analoge signaler. Hjertet i maskineriet er fire Wolfson WM8741 DAC's, to i hver side. Inden signalet bliver sendt ind i DAC'ene, bliver det sendt gennem en to sekunders buffer og re-clocket, så fejl i tidsdomænet (jitter) helt bliver undgået. Fejlkorrektionskredsløbet er udvalgt ved omhyggelige lytte-tests; det er åbenbart ikke alle, der helt lever op til Red Book-standarderne. Der er adskilte hoved-strømforsyninger, der tager sig af henholdsvis de digitale og anologe afsnit af maskineriet (og de mange andre strømforsyninger, maskinen er forsynet med). Strømforsyningen til de elektriske kredsløb har en konstant, lav udgangsimpedans, for de forskellige strømforsyninger i kæden er designet til at virke med en konstant lav-energi for at modvirke problemer med modulation. I det hele taget virker hele teknologien ikke bare gennemtænkt, men i høj grad også nytænkt. Spørgsmålet er så, om al denne omhu i hele konstruktionsarbejdet giver pote rent lydmæssigt?

Når musikken åbner sig

Det, man måske først lægger mærke til, er den ro der præger lydbilledet.
Denne maskine har en afslappet spillestil, som kan minde om de bedste analoge opsætninger. Det er som om den har alverden af tid til at aflevere sit budskab - der er ikke noget stressende over lyden, tværtimod er der rigeligt med plads omkring de forskellige instrumenter og baggrunden har den dybsorte "farve", som er så svær at leve uden, når først man har lært den at kende. Det må være tegn på, at Ole Møller rent faktisk har fået bugt med de fleste jitter-problemer!

En anden bemærkelsesværdig ting er, at den lyder lige godt når man ikke spiller højt.
Lydbilledet skrumper ikke ind og detaljerne står stadig lysende klare. Det tyder på at der også er fuldt styr på dynamikken.
Det var én af de ting, jeg i sin tid var mest fascineret af ved min gamle integrerede fra Copland - den havde den samme evne og jeg har siddet bag mine (dengang) nærmest papirtynde vægge og gennemlevet store musikalske dramaer i nattens mulm og mørke. Det forekommer mig vældigt sympatisk, at det netop er dé erindringer der dukker op - det er tegn på, at der er tale om at skabe en sammenhæng i lydbilledet i de produkter, Copland sender på markedet.

En tredje ting man må fremhæve er den indsigt man bliver præsenteret for.
En af mine venner, der har fulgt mit anlæg gennem mange år, sagde det så smukt: "Det er jo som om man sidder inde foran pulten i studiet" ... og lidt senere ... "nej, som om man sidder inden i mikrofonen!" Der er plader det ikke klæder med så meget indsigt. Prince lyder overproduceret her, f.eks. - men vi ved det jo godt - det er fordi han overproducerer sine ting - Jennifer Warnes er så perfekt produceret og moduleret at hun kommer til at lyde kedelig - hvis det ikke var klart før, skærer CDA825 det ud i pap for dig. Men find et af de bedre numre med kd lang frem - og du føler at hendes stemme er en motorvej direkte ind til hendes sjæl.
Det er den form for indsigt, man bliver præsenteret for - hvis der er glød i musikken bliver du revet med - hvis den ikke er der, nå ja, så lyder det jo ret pænt.
Personligt har jeg det sådan, at dette her er sensationelt godt - men hvordan vil den klare sig i et anlæg, hvor dens prisseddel mangler et nul i enden? Vi spændte snekæderne på og transporterede den ud til redaktør Bilén ...

Når ejerglæde er det bedste ord

Jeg har haft denne maskine stående i en måneds tid og har spillet et væld af skiver - hele tiden er jeg blevet imponeret over den måde jeg er blevet inddraget i musikken. Det har hele tiden stået klart, at dette absolut er en high-end afspiller, spørgsmålet har mere været, hvor "high" - hvis man kan spørge på dén måde? I direkte sammenligning med en Bladelius Gondul - vi havde flere udgaver af den samme cd, så vi kunne skifte mellem de to maskiner uden at skulle skifte plade - stod det med det samme klart, at de er født med lydfilosofier der ligner hinanden; de har den samme spilleglæde og det samme piv-åbne vindue ind til de musikalske begivenheder. Gondulen havde måske lige en anelse mere ro og luft og yderligere en smule klarhed, men forskellene var af en sådan karakter, at man nærmest kun kan notere dem når man har dem lige ved siden af hinanden. Men Gondul'en koster så til gengæld det dobbelte af det, Copland'en gør! Den herlige oplevelse af en fabelagtig musikgengivelse har de helt klart til fælles.
Det er her, ordet sensationel kommer ind i billedet - det er ikke hver dag man kan sige om en cd-afspiller til 40.000, at det er decideret billigt. CDA825 melder sig, uden at gøre specielt megen væsen af sig, ind i super-ligaen af cd-afspillere - her får du alting - dynamik, attack, indblik, ro og overblik... Alle de ting, man som hi-fi anmelder ønsker sig er til stede i rigt mål. At Copland så på samme tid forekommer at være et vældigt sympatisk lille (dansk) firma, som tager sig den tid det nu engang tager at lave ordentlige produkter - denne maskine har været noget der ligner fem år undervejs - gør vel ikke fornøjelsen mindre.
Copland CDA825 mestrer den vanvittigt besværlige kunst på samme tid at være stor, tung og fylde meget i landskabet - og samtidig være let og elegant ... (Jeg har faktisk glædet mig til at skrive den sætning!) - den er i skrivende stund afleveret tilbage, og jeg savner den virkelig; det er som om min stue er blevet et fattigere sted. Jeg er allerede begyndt at spare sammen til én - hvis du har det lissom mig og synes computere og telefoner er arbejdsredskaber og musikken bor i en anden verden, og hvis du også er på jagt efter en high-end afspiller til din cd-samling, bør det her være dit første stop.