Nyt liv til en klassiker

 

Ortofon MC 5000 med ny nål og fane fra Clearaudio

 

Af Jan Nielsen

 

Selv har jeg aldrig været så uheldig at ødelægge en pickup. Altså at knække nålefanen eller beskadige selve diamanten. Til gengæld har jeg slidt en del pickupper op. Men for nyligt kom jeg i besiddelse af en lille håndfuld pickupper, der var direkte beskadiget. Herimellem en Ortofon MC 5000, hvor den meget spinkle nålefane var knækket. Selve pickuppen var stort set ubrugt, så der måtte gøres noget.

På Ortofons hjemmeside, kan man læse mere om pickupperne i 1000 serie - herimellem MC 5000 - www.ortofon.dk - vælg produkter og historiske - 000 serien. Pickuppen er blevet testet i HIGHfidelity nr. 1 - 1993. Trods et meget kraftigt magnetsystem ligger udgangssignalet med 0,14 mV i den absolut lave ende. Det kræver en MC-trafo eller en meget følsom MC indgang. Ortofon lavede T5000 trafoen, tilpasset denne pickup og en sådan har også kort været anvendt.

Ny spiller på reparations-banen

 


Mange kender Van den Hul, som jeg også før har brugt til modfikation og opgradering af en slidt pickup. Ellers er der Sundsmith og Needle Doctor. For nyligt meldte tyske Clearaudio sig også på banen og tilbyder reparation af pickupper. For en del år siden var jeg på  besøg hos Clearaudio og så deres faciliteter. Nøjagtigheden af deres arbejde virkede betryggende. Desuden har de med deres egne pickupper bevist, at Clearaudio absolut magter at fremstille pickupper i verdensklassen. Prisen for en komplet renovering er dog i din høje ende - ca. 4.000 kr.

Min MC5000 blev pakket forsvarligt ind og gik via Aktiv HiFi i Esbjerg til Clear Audio. Ca. 1 måned senere kom pakken retur, med ny nålefane og nål. Den hurtige ekspedition er der ikke noget at udsætte på. Men umiddelbart savnede jeg dog noget information om, hvad der var lavet. På kassen stod der "Micro Faser Bezug", men det var blot fordi de havde anvendt en anden emballage. Mange vil vel også gerne have et stykke papir på, at præcis deres pickup har fået en ny nål, med angivelse af dato og specifikationer. Det her må kunne gøres bedre Clearaudio!

 

 

 

Ortofon'en med sin originale safir-fane
Klare forskelle

 


Et hurtigt check afslørede, at den spillede fint. Men hvordan er den så i forhold til den oprindelige MC 5000? Her ligger problemet for langt de fleste, der får renoveret en pickup. Man var glad for den gamle, men er det en ny, anderledes pickup man får igen? Her var jeg så heldig at have en fungerende oprindelig MC 5000 i baghånden. Reelt kan man forvente en vis forskel mellem selv pickupper af samme type og fabrikat, men sammenligningen er alligevel rimeligt retfærdig. En hurtig visuel kontrol afslørede klare forskelle. Den oprindelige version har en tynd og spinkel safir nålefane og den specielle Ortofon replikant 100 nålslibning. Den nye version fra Clearaudio har en forholdsvis mere almindelig aluminium nålefane (skubbet ned over den oprindelige). Denne er nødvendigvis noget kraftigere og det samme kan siges om den line-contact nålespids, der anvendes. Længden på de to nålefaner er rimeligt ens.

Ny og gammel MC5000

 


Den nye udgave af MC5000 fik lov til at spille et par dage. Den var jo stort set ubrugt og skulle lige vækkes til live efter ca. 18 år i en skuffe. Efter et par uger med masser af musik vågnede den noget mere til live og lukkede op både dynamisk og på de frekvensmæssige yderfløje. Begge pickupper blev monteret i min DV 507 mk II arm alternativt en Fidelity Research FR64fx og kørte via en Accuphase C27 RIAA. Med en udgangsimpedans på ca. 6 ohm burde 50-60 ohm være passende. Jeg foretrak dog de 100 ohm. Ortofon T5000 samt T3000 trafo'erne blev også kort anvendt. Generelt kan man sige, at begge MC 5000 pickupper spiller i den lidt slanke og meget sammenhængende kategori, med et godt overblik og et stort flot lydbillede. Her er klassisk musik på sin plads. Grieg, Bizet, Mahler og Verdi spillede med stor autoritet og på en dejlig afslappende facon. På f.eks. Rickee Lee Jones, Hans Theessink og Yello foretrak jeg andre kombinationer. Men det er jo fordelen ved pickupper. De lyder forskelligt.

 

 

 

Line-up:  MC 5000 i to forskellige versioner
Forskelle

 


Jo, der er forskellige. For det samme kan passende siges om MC 5000 kontra den Clearaudio modificerede MC 5000. Det er ikke 100 % den oprindelige Ortofon-lyd man får igen, men på trods af de store forskelle i nålefane og selve nålen, så er mange af egenskaberne bevaret. Det første jeg lagde mærke til er hele overtonespektret og den øverste top. På den oprindelige Ortofon er der det lille løft, som giver ekstra detaljer og luft. Nogen kan lide det, andre synes den overdriver lidt. På den renoverede Clearaudio version er det hele lidt mere nedtonet. Der er stadig en flot glat top, men den holder sig mere i baggrunden og er ikke fremme og gør opmærksom på sig selv. Man kan sige det er en mere "moderne" måde at gengive på i forhold til de typiske MC pickupper for ca. 20 år siden. Det giver så også en fornemmelse af færre detaljer, men de er der nu stadig, bare ikke så umiddelbare. Dette gælder så også længere nede i frekvensområdet hvor især kvindestemmer er lidt mindre fremtrædende i forhold til originalen. På en glimrende Decca optagelse af Verdi kor, var det også meget tydeligt. Stemmerne stod en tand skarpere aftegnet på den originale MC 5000. Den modificerede fokuserer mere på at behage end at afsløre, dog uden at der mangler noget. Blæserne i et big band træder også lige et skridt baglæns, men ellers er alle detaljer i behold.

Behøver ikke skamme sig over sin alder

 


Overblik og homogenitet er i høj grad intakt. Det skinner tydeligt igennem, at denne tidligere top pickup fra Ortofon stadig kan være med. Den kostede fra ny omkring de 14.000 kr og selv i forhold til dagens standard kan den sagtens begå sig. Tager man inflationen i betragtning svarer det til et pænt stykke over de 20.000 i dagens priser. Den skal dog absolut ikke skamme sig over sin alder. Specielt på mere komplicerede musikformer med store klangflader, korværker eller orgel. Her kommer gengivelsens sammenhæng til sin ret. Det gælder for begge, dog med et lille plus for detaljerne i den originale MC 5000. Men for mange vil det nok være petitesser. Om man foretrækker originalen med det lille ekstra tilskud af detaljer opefter eller det lidt mere tilbagelænede lydbillede fra den renoverede er en smagssag. I sidste ende afhænger det også af, hvad pickuppen skal kombineres med. Her tænker jeg på såvel udstyr som musik. Men den renoverede MC 5000 er absolut stadig en fremragende pickup. Man kan blot sige den er lidt mere "almindelig" og ikke længere har det specielle Ortofon præg, som kendetegner den originale MC 5000.

 

 

 

Værd at overveje

 


4.000 kroner for en pickup-renovering er mange penge. Det er nok ikke noget man skal tænke på for en billig mellemklasse pickup, for så kan en ny ofte købes billigere. Mange pickup-mærker tilbyder også selv at bytte eller renovere til meget fordelagtige priser. Ortofon tager typisk 90% af nyprisen, så for nyere topmodeller kan det godt betale sig at kigge andre steder hen.

Clearaudio er ny på dette marked. De har gjort et pænt stykke arbejde, men der mangler noget dokumentation og nogle oplysninger om, hvad der er gjort ved pickuppen.

Den renoverede MC 5000 spiller ikke som originalen, men set som en "ny" pickup til 4.000 kroner er der absolut tale om et fremragende resultat. Mens dette skrives, spiller Neil Young Harvest i baggrunden og den renoverede MC 5000 yder så absolut musikken fuld retfærdighed. Der skal nok en pænt sjat penge op af tegnebogen for at finde noget tilsvarende nyt. Set i det perspektiv er en Clearaudio's renovering  værd at overveje, hvis man har en god defekt klassiker liggende i skuffen.

 

 

Clearaudio renovering af

Ortofon MC 5000 pickup

 

www.clearaudio.de

www.activhifi.dk

 

NOMONO