Moderne konservatisme

 

Af Nis Jensen

Konservativ er normalt ikke et særligt positivt ladet ord i min verden - jeg er trods alt et barn af hippie-tiden! Men hvis vi ser bort fra rød og blå blok og den slags, kan det at holde fast i gamle dyder, især i hifi-verdenen, have sine fordele.
Jeg tvivler på, at de hos Sugden vil blive fornærmede over, at jeg kalder firmaet konservativt. De er det på den måde, at de ikke sender en ubehersket strøm af nye produkter på markedet i x antal kanaler, men holder sig til gennemtestede teknologier i ganske almindelig stereo.
Der er heller ikke noget med outsourcing til Kina eller andre områder med meget lavere omkostningsniveauer, produkterne bliver stadig fremstillet i det vestlige Yorkshire af en "loyal, dedikeret og veltrænet" arbejdsstyrke, som de skriver på deres hjemmeside - som i øvrigt er forbilledligt enkel, overskuelig og næsten renset for de ellers obligatoriske farverige lovprisninger.

 

Klasse A

Firmaet blev grundlagt i midten af 60'erne af James E. Sugden; hans første konstruktion var en integreret forstærker ved navn A21; en af de første kommercielt tilgængelige klasse A forstærkere, der ikke var baseret på rør, som ellers var normen på den tid. Og som i øvrigt - typisk for Sugden - stadig kan fås, nu i en SE Mk II udgave og som altså trækker på over 40 års udviklingsarbejde.
I det hele taget er det klasse A-drift, som er det gennemgående i Sugden's produktlinje, som består af en række cd-afspillere, nogle kraftige for- og effektforstærkere, riaa-forstærkning og hovedtelfonforstærkere. Det er ikke billige apparater, men det kan man på den anden side heller ikke vente, når der er tale om gammeldags engelsk håndværk. Vores test-produkt er dog en undtagelse fra denne regel - det er Sugden's mindste (og billigste) integrede forstærker, men kører altså i almindelig klase AB drift. Den lyder navnet Mystro - prøv selv at udtale det! Den daterer sig tilbage til 2009, så nogen nyhed er der altså ikke tale om.

 

Solid opbygning

Apparatet vejer næsten otte kg - hverken særligt tungt eller omvendt, og designet nærmest oser af klassisk britisk minimalisme - en anelse anonymt, måske, men forpladen i 10 mm aluminium er i en lidt mørkere farve end normalt, hvilket er med til at skille den ud fra mængden. En on/off knap, to store, runde knapper til hhv volumen og indgansvælger, en blå led-lampe til at angive at den er tændt og et øje til fjernkontrollen. That's it!
Et chassis i bukket stålplade og en ordentlig og gedigen bagplade med ordentlige højttalerterminaler, tre indgange plus en MM riaa indgang fuldender billedet af kvalitetsprodukt, hvor investeringerne mere er lagt i det indre end på ydre pragt.
Indvendigt ser det hele solidt og lige så ordentligt ud, en solid ringkernetrafo, nogle gode, store ladelytter, et par (mindre) køleelementer og et solidt opbygget print - et motoriseret potmeter, så også det indre signalerer enkelhed og overskuelighed. Men at bygge en integreret forstærker burde vel egentlig også være tried-and-testet teknologi!
Fjernbetjeningen er en af de rareste, undertegnede har haft med at gøre. Knapperne sidder intuitivt rigtigt og alt fungerer fuldstændigt efter bogen; du kan styre apparatet med ryggen til, så at sige - og så er den helt i plastik (fjernbetjeninger i aluminium har det med at være kolde at have i hånden). At den så også kan styre min cd-afspiller (Marantz) er jo bare et (tilfældigt) ekstra plus. 

 

Lytteindtryk

Umiddelbart lyder Mystro ret så godt - faktisk lyder den på mange måder som det, vi i sin tid kendte som "engelsk lyd" med den varme og engagerede tone, som gav netop dét lydaftryk så mange fans. I kraft af sin velartikulerede og varme mellemtone er førsteindtrykket meget levende og behageligt at lytte til. Det betyder f.eks. at klarinetten i Take Five med David Brubeck Quartet (The Dali Cd, Vol. 2, tr. 5) forekommer ægte og meget "træagtig". Også stemmer forlenes med en vis varme og bliver sjældent skingre, som i Roy Orbinsons duet med kd lang, Crying, hvor hans stemme i visse sammenhænge kan lyde direkte hysterisk.

Bassen virker både dyb, levende og veloplagt - Mystro er en forstærker, som i det hele taget er glad for at spille bas (hvilket man gør klogt i at huske, når man skal vælge højttaler til den). Safe From Harm med Massive Attack (fra Blue Lines) er et godt eksempel; her er der virkelig den fremdrift i bassen, der skal til for at få nummeret til at leve.
Man kan vel næppe forvente myriader af mikrodetaljer fra en entry-level integreret, og sandt nok er det et af de steder, Mystros begrænsninger for alvor viser sig. Bachs Concerto for Harpsichord and Strings (fra High Fidelity Reference CD 78, tr. 12) er et godt eksempel; så snart strengene sætter ind, forsvinder cembaloen fuldstændigt i lydbilledet. Det skal retfærdigvis siges, at der virkelig skal klasse-udstyr til, for at det ikke gør det, men i det hele taget mangler lydbilledet noget bredde. Det er som om det meste foregår inde mellem højttalerne; der er godt med dybde, men lyden breder sig ikke særlig langt ud over højttalernes kanter.

 

Riaa-delen

Det er efterhånden lidt af en sjældenhed at møde en forstærker med indbygget pladespillerindgang nu om dage. Det er tydeligt at se i Sugdens produktprogram, at de tager vinylafspilning særdeles alvorligt. Og vinyl har jo fået noget af en renæssance i de senere år; især blandt unge mennesker og forstærkeren passer på mange måder rigtig godt, med dens glæde ved pumpende basgange, til meget af den moderne musik som jo udgør majoriteten af det, der udkommer på vinyl for tiden.
Mystros riaa-del opfører sig fuldstændigt som forventet - nemlig yderst kompetent. Et hurtigt lyt til Thug Lovin' fra JA Rules' album The Last Temptation afslører, at forstærkerens stærkeste kendetegn, den levende og basglade spillestil, også er til stede her; oven i købet i endnu højere grad. Faktisk er jeg, jo mere vinyl jeg har hørt gennem denne forstærker, blevet overbevist om, at det er dens pladespillerindgang, der er dens aller stærkeste force. Dette er yderst kompetent lyd og den fortjener en pladespiller og en pickup, der kan matche den engagerede spillestil. Her er brugt en topmodel fra Denon med tilhørende MM pickup - riaa-delen spiller kun MM pickup'er - pladespilleren er godt nok ikke lige fra i går, men resultaterne har været yderst overbevisende.
Her er heller ikke tale om grænseoverskridende dybder i lydbilledet eller detaljerigdom, som blæser én omkuld; her kan man tale om en lyd, som er gedigen og ærlig over for materialet. The Art of Noise In No Sense? Nonsense! er en skive, som har nogle aldeles syrede lydeffekter - et af numrene starter i en London'sk undergrundsstation (og man er altså ikke i tvivl!) - et andet har en motorcykel, der på den mest effektive måde forsvinder ud bagved den ene højttaler. Illusionen er temmelig overbevisende.

 

Konklusion

Man kan meget vel mene, at Sugdens udgangspunkt både er konservativt og traditionsbundet, men det er lykkedes dem at bygge en forstærker, som lyder både meget moderne og alligevel klassisk på samme tid. Det virker som om de har gjort sig umage for at opdatere den gode, gamle engelske lyd, som der i sin tid stod så meget respekt om.

Jeg synes måske ikke 12.000 kr kan kaldes billigt for en entry level integreret forstærker; på den anden side får man her kvalitet for hver en krone, for Mystro er både velbygget og vellydende og både mekanisk og musikalsk virker den aldeles tilfredsstillende. Den stærkeste feature er pladespillerindgangen - hvis du hører til dem, der trænger til at genopdage en måske lidt hengemt samling af vinyl, vil riaa-delen her kunne genoplive gammel, rusten kærlighed og garantere dig mange timers underholdning.
Det kan godt være, at jeg ikke fuldstændigt har fået vendt mit forhold til ordet konservativ - men at lytte til Mystro har i hvert fald for mig været et godt bevis på, at gamle dyder ikke altid er at foragte.

 

Foto © Nis Jensen