| NOMONO

Martin Logan ElectroMotion

Martin Logan er kendt for deres eksklusive og højt værdsatte elektrostathøjttalere.

nomono har lyttet til den nyeste, billigste og indtil videre mindste variant

Af Sven Bilén og Nis Jensen

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg i mange år har spillet på Martin Logan elektrostathybrider. Det er blevet til flere modeller i årenes løb; mest fordi hver gang firmaet kom med en ny model, var den både billigere og bedre end den modsvarende tidligere. Firmaet har lagt stor vægt på hele tiden at udvikle deres koncept og den nyeste model, ElectroMotion er den hidtil mindste og billigste model, der bruger Martin Logans koncept med en elektrostatmembran og en dynamisk bas.

Og jeg kan lige så godt sige det med det samme - hvis denne model var kommet frem for 10 år siden havde vi gladeligt betalt anseeligt mere for den.

Lidt om elektrostater og hybrider

For nytilkomne læsere burde vi måske forklare lidt om elektrostater. En elektrostathøjttaler fungerer på den måde, at en meget tynd membran (af Mylar, når det handler om Martin Logan) sidder spændt op mellem to elektriske poler som skaber et elektrostatisk felt imellem sig og sætter derved den tynde membran i bevægelse. Sådan et element skal være voldsomt stort, hvis det skulle kunne gå langt ned i frekvens og det er ikke praktisk muligt, hvis ikke højttaleren skulle blive på størrelse med en væg.

Så derfor har Martin Logan specialiseret sig i at kombinere elektrostatmembranerne med en konventionel dynamisk (med magnet og svingspole) bashøjttaler, tit har man desuden lavet den aktiv. Resultatet er en såkaldt elektrostathybrid. En dynamisk bas betyder på almindelig dansk, at der sidder et helt normalt baselement i en kasse. Når den er aktiv har elementet sin egen forstærker, som også er placeret ind i kassen.

Problemet har altid været at få dette baselement til at fungere gnidningsløst sammen med det teknisk fuldstændigt anderledes elektrostatelement. Firmaet har finpudset teknikken gennem mange år, og de, som stadig mener at det ikke fungerer har måske ikke rigtigt taget sig tid til at lytte for alvor på de nyere modeller. De mange modeller jeg har haft har hele tiden vist fremgang på dette punkt - hver gang der er kommet en ny model har den været betydeligt mere homogen end den foregående.

ElectroMotion

ElectroMotion hørte jeg første gang i butikken Akkelis i Göteborg. Den var koblet sammen med en lille rørforstærker fra Audio Space og spillede, så man sad med åben mund af forbløffelse. Min bror var med og han blev fuldstændigt solgt - der er mange aktive musikere, der fuldstændigt overgiver sig til elektrostater. ElectroMotion opførte sig som om det var en meget "større" højttaler. Det er jo ikke første gang, Martin Logan forsøger sig med en "billig" højttaler med elektrostatmembran, men de tidligere forsøg har ikke tændt mig synderligt. I hvert fald fik jeg et helt andet indtryk af ElectroMotion.

I forhold til, at ElectroMotion er en Marin Logan, er det en ret lille højttaler. Visuelt ser den også mindre ud end den egentlig er, idet elektrostatmembranen er relativt transparent - men kan se igennem den. Basmodulet er til gengæld en smule højere end på de større modeller, formodentlig er det en følge af, at hele højttaleren er smallere.

Det fine er, at man har valgt at bruge et element af deres ESL-type, hvilket betyder, at det inddrager fordelene af alle de innovationer og fremskridt, Martin Logan har gjort gennem årene på elektrostatområdet. Det betyder, at vi bliver trakteret med den bedst tænkelige membranløsning i højttaleren. Strømforsyningen er en almindelig lille 12V trafo.

Nem at placere

ElectoMotion er ret nem at stille op. Regn med omkring 75 cm fra bagvæggen, så plejer det som regel at fungere som et udgangspunkt for opstillingen. Som med alle andre Logan-højttalere jeg har prøvet, skal man lade den spille nogle minutter inden lyden for alvor giver los. Til gengæld får man så en fantastisk oplevelse.

ElectroMotion spiller så "rigtigt", at det næsten føles naturstridigt. Her bliver der spillet musik præcis på den måde, jeg kan lide musik på. Krop, opløsning og en tale- og sangforståelse, som overgår det meste i prisklassen - og så lidt til. Den spiller i en lidt mindre skala og med en anelse færre detaljer end mine tidligere Martin Logan Spire, men andet ville også være utænkeligt når man tænker på prisen. Det varer ikke længe, før man opdager at den bærer generne fra sine større søskende med sig - i en sådan grad, at forholdet mellem pris og præstation må betegnes som sjælden.

Som sædvanligt var jeg gennem en broget samling musik og ElectroMotion spillede alle genrer så man følte både glæde og stolthed. Det føltes som "ægte" Martin Logan lyd i modsætning til de tidligere billigere hybridvarianter fra firmaet. Krop og sjæl - det er det, elektrostaterne kan som få andre højttalere.

Især føles livemusik yderst overbevisende, takket være blandt andet en så enkel ting som publikums reaktioner og applaus gengives særdeles ægte og levende. Fra en så relativt "billig" højttaler er det af ægte høj klasse.

Med storslået klassik symfonisk musik oplevede jeg dog, at de faktisk også kunde presses ud i lidt problemer, når jeg rigtig gav den gas. Det kunne sagtens hænge sammen med, at mit rum måske er vel stort i forhold til højttaleren, så den skulle også prøves af i et andet rum. Ud med højttaleren til Nis, med den lumske formodning, at den ville fungere perfekt dér. Her følger hans reaktioner:

Kærlighed ved første lyt

Jeg har en aftale med beboerne i lejligheden over mig - de har fri ret til at ringe ned og få skruet ned, hvornår det passer dem… Det kan være kl. 10 om formiddagen - eller om aftenen. Aftalen har sikret husfreden; og også sikret mig et vist frirum til at spille højt…

Grunden til at jeg nævner denne i virkeligheden vældigt private aftale er, at Sven kom med ElectroMotion sættet. Og de har det med at komme til at spille højt - det er fordi man ikke lægger så meget mærke til, at man kommer til at skrue op. Når man gør det, føles det nemlig ikke sådan; der bliver bare mere af musikken, så at sige. Og nu bor vi nu engang i et hus, der ikke er bygget til beboelse, men til fabrikation (af kanonkugler og granater, i øvrigt), så etageadskillelserne er ikke på nogen måder optimale, og derfor kan volumenkontrollen ende med at være en ret så vigtig dims.

Personligt har jeg hørt Martin Logans elektrostater i mange sammenhænge; både på udstillinger, men også hos venner og anmeldere - både fra High Fidelity og nomono, og har altid været imponeret over den klarhed, der er over deres lyd. Men jeg har aldrig hørt dem i mit eget rum, før Sven kom forbi med et sæt af den nyeste model for at prøve at høre dem i både et andet rum og en helt anden opsætning end hans eget. De er jo ikke voldsomt store, og det viste sig at passe perfekt i mit ikke specielt store lytterum. Det blev faktisk til kærlighed ved første lyt!

Ro og overblik

Faktisk var kærligheden så stor og så spontan, at de var mine og købt og betalt allerede et par timer efter - nogen gange skal man jo smede, mens jernet er varmt, som man siger… Og jeg har jo altid haft en idé om, at god lyd også skal kunne laves uden at det behøver koste alt for store formuer. Man får jo så naturligvis ikke den rendyrkede high-end, men mindre burde også kunne gøre det. Men her får man - lydmæssigt - ustyrligt meget for sine penge - de koster nogenlunde det samme som mine gamle gjorde i sin tid, men lyden er lige den klasse eller to (eller tre?) bedre, som gør at man synes man bare fortjener dem.

De spiller i mine øjne med en ro og et overblik - og med en næsten ufattelig høj detaljeringsgrad, som man altså ikke forventer sig fra en højttaler til den pris. Det er selvfølgelig klart, at jeg er begejstret; jeg har jo lige købt nye højttalere og så burde det vel også være sådan. Men i bund og grund handler hifi i det hele taget om begejstring - glæden ved at lytte til musik bor præcis lige dér. Og siden de er ankommet, har jeg fundet den ene plade efter den anden frem, som egentlig var både glemte og bortdømte, men som har vist sig at have kvaliteter, der alligevel gør et genhør til en spændende oplevelse.

Gamle klassikere

En af de plader er Donovan's Beat Café. Teksterne er så banale og hippie-lykkelige at det kan være svært at snuppe, og hans nasale vibrato kan nogen gange udfordre selv en gammel nostalgikers tålmodighed. Til gengæld er lydproduktionen i en klasse for sig - specielt Jim Keltners tromme- og percussion-spil er voldsomt spændende, og mens jeg sidder og skriver det her - og jeg lyver altså ikke - har jeg flere gange hoppet i stolen (bogstavelig talt!) over nogle af de mange mærkelige detaljer, som altså lyder skræmmende livagtige…

Og nu vi er i gang med "plader vi hader"-afdelingen: Rickie Lee Jones Pop Pop er svær at udholde i ret store doser - til gengæld er de numre, der er gode, virkelig gode. Men her bliver det filter, der ligesom ligger hen over hele produktionen (i hvert fald i forhold til Donovan) ret klart specificeret ud. Det er noget af det, disse højttalere excellerer i: De opleves som et åbent vindue ind i produktions-værkstedet. Mens Sven var her, hørte vi et par numre fra Schwanzen Sänger Knabens fjerde opus - her stod det soleklart, hvor der var lagt lidt rumklang på stemmerne - og hvornår der ikke var. Og her var der altså ikke tale om, at det var svært at følge med i deres (ret ugudelige, det må indrømmes!) tekstunivers. Snarere tværtimod!

Et af mine store personlige hits for tiden er A Face in the Crowd med Jimmy Jørgensen - i min optik er den god på alle planer, og lyden, præget af det rør-grej, der er blevet brugt langt hen ad vejen, er virkelig god. Med noget ElectroMotion til at formidle den bliver det næsten magisk - og jeg hører detaljer, jeg endnu ikke var bevidst om, var der.

Beherskede begrænsninger

Holly Cole's Train Song hørte jeg på et tidspunkt ude hos Sven, mens han endnu spillede på Martin Logan - det tog, der forsvinder ud til højre et sted, forsvandt nogle flere meter væk, så at sige. Så lydbilledet, selv om det både føles bredt og stort på alle andre leder, har selvfølgelig sine begrænsninger. Men her var der altså også tale om et anlæg, der i hvert fald er det ti-dobbelte værd i forhold til, hvad der står her. Træerne vokser altså ikke ind i himlen (endnu), men de forholdsvis få begrænsninger jeg kan finde på, gør alligevel disse højttalere til noget af årets hit i afdelingen value for money… Ellers havde jeg jo nok ikke købt dem!

Og til alt held har mine ovenboere været væk hele denne weekend, så min telefon har heldigvis været ganske tavs - i hvert fald fra den kant….