Lille og vågen
Det siges at det at være lille og vågen er bedre end at være stor og doven.
Vi ser på, om det også gælder for Bel Cantos lille - og faktisk ret søde - cd-afspiller
Af Nis Jensen
Forleden tikkede der en pressemeddelelse ind på nomonos redaktion - den handlede om, at ABAudio i København nu er begyndt at forhandle Bel Canto. Jeg syntes jo det så ud til at være nogle ret interessante produkter - den top-loadede cd-afspiller ser da ualmindeligt spændende ud, var min første indskydelse!
Og det var da bare at nævne interessen, før Steensen, som er den danske importør, straks leverede to spritnye kasser.
Den ene indeholdt en CD2, den anden en "virtuel batteriforsyning", VBS1, begge i Bel Cantos e.One serie - sidstnævnte vender vi tilbage til. Inde i transportkasserne finder man en sort kasse med et bærehåndtag - ganske smart, selv om de godt otte kg ikke ligefrem inviterer til at lufte den på en strøgtur.
Første overraskelse
Når man åbner for kassen får man sig den første overraskelse - der sidder nemlig ikke en traditionel netbrønd på bagsiden af cd-afspilleren, men derimod en lille brønd til en 12V-forbindelse (15W max), og der følger selvfølgelig en omformer med i OK kvalitet. På bagsiden er der også AES/EBU og SPDIF (og TOSLINK) digitale outs - og både balancerede og almindelige udgange.
Og så er det man får sig den næste overraskelse - hvis man er altså er sådan én som mig, der i forvejen slet ikke havde sat mig ind ind, hvordan Bel Cantos produkter fungerer. Der sidder nemlig også en lille knap, mærket Output level - hvor man kan vælge mellem fixed og variable...
Og her kommer så et enkelt hjertesuk i forhold til et ellers ualmindeligt lækkert og velgennemtænkt produkt - pludselig stod jeg nemlig med den ualmindeligt lille og spinkle plastikdims, som er omskifter-kontakten i hånden - det kunne altså være lavet mere solidt!
Anden overraskelse
Ellers er designet faktisk ret lækkert - lidt frækt er måske bedre ord? - det ligner i hvert fald lidt noget, der er landet fra en anden og en anelse smartere planet. Tidens modeluner i hifi: tyk alu-forplade med udstanset logo osv - er til stede, men det er selve det smalle og dybe format, der udfordrer visuelt - og måden man overhovedet har konstrueret top-loader mekanismen på. Displayet er godt nok noget kikset - det virker ret gammeldags med sine store tal - det er godt nok enkelt sat op og let at læse, men smart er det bestemt ikke, her i 2011. Men det kan jo heldigvis slukkes.
Kasserne er i kraftige stålplader med nogle ret lækre overflader - og der er et hjul på forsiden, som styrer de vitale funktioner fra apparatet - resten kan selvfølgelig nås med fjernkontrollen. Hjulet er måske ikke lige det nemmest gennemskuelige, man kan tænke sig, så man ender med mest at bruge det til start/stop.
Men det er her, overraskelse nummer to melder sig igen - den kan nemlig også fungere som en volumenkontrol!
Min barnelærdom indenfor hifi fortalte, at digitale volumenkontroller i cd-afspillere var et absolut no-no. Man kommer til at skære af sine bits og dermed kompromittere lyden. Men efter nogen søgen på nettet viste det sig, at Bel Canto har brugt en gammeldags analog volumenkontrol - som jo også er noget billigere at producere.
Her er det meste af testen foregået direkte gennem effektforstærkere af forskellige mærker; jeg fandt det lød langt bedre uden de forforstærkere der var til rådighed under det meste af testen.
Det er her, det modulære i Bel Cantos opbygning af deres produkter i byggesten viser sin berettigelse - man kan starte med en CD2 og når man får råd tilføje en strømforsyning; man kan tilføje en DAC, forforstærker osv - og ende med en hel opstilling, som i firmaets brochure ser både ualmindeligt strømlinet og stærkt tænder-vædende ud.
Opgraderinger
Men her er vi startet stille og roligt med en CD2, koblet sammen med XTZ's forstærker i klasse A, et sæt Aurum Cantus højttalere - et anlæg til 50.000 (plus kabler og hvad dertil ellers hører) - min påstand er så her, at den lyd man bliver præsenteret for langt overstiger, hvad man kan forvente sig af et anlæg i den prisklasse. Der er en autoritet over begivenhedernes gang og også indlevelse nok til, at man er glad og tilfreds og læner sig tilbage og smiler.
Spørgsmålet må så her være, om cd-afspilleren kan følge med, når man begynder at opgradere?
Tilfældigvis kom den ikke til at vente så længe - én af mine venner kom forbi med et Pass Labs effekttrin - X150.5 - et heftigt klasse A/B trin på 150 watt og med en kampvægt på 34 kg. Og en forholdsvis heftig prisseddel! Det var kun på besøg i en god uges tid - på vej videre til Færøerne som det var...
Nu, hvor den så er på vej væk sidder jeg tilbage med min XTZ. Det jeg først lægger mærke til, er den ro, der lige mangler i musikken - vi beskriver det ofte som den "sorte baggrund" - i mangel af bedre udtryk. Men det kan altså konstateres at Bel Canto'en fint kunne følge med og levere et musikalsk udtryk, der helt stod mål med det indtryk af meget høj klasse som sådan en stor, amerikansk sværvægter af et effekttrin uvægerligt kræver. Og leverer!
Vi havde også sættet ude hos Sven en eftermiddag, og hørte det med nogle af de forskellige opsætninger, der var til rådighed dér. Resultatet var faktisk vældigt opløftende - i hvert set med Bel Canto-øjne. De to maskiner kunne sammen følge med stort set hele vejen. Hver gang vi spændte noget bedre foran dem, kunne sættet klart afsløre, at der her var tale om noget der var bedre. Det var faktisk kun Bladelius' Gondul der kunne overtrumfe dem. Men sådan skulle det forhåbentlig da også være - der er her tale om en maskine til 80.000 kr, så det ville være en sensation af de helt store, hvis CD2 sammen med VBS1 kunne overtrumfe den.
Ren strøm
Af logistiske årsager fulgte der ikke noget kabel med - de er meget specielle og very amerikanske med nogle for os helt ukendte stik - mellem cd-afspilleren og batteridrevet. Det var et problem, der nu permanent er løst, men det efterlod jo mig i spænding, hver gang brevsmækken smældede. Men langt om længe ankom det!
Jeg har prøvet på at finde ud af, hvad VBS1 sådan egentlig gør - uden i virkeligheden at blive ret meget klogere! Men jeg er heller ikke elektronikingeniør; jeg er lytter!
Men det korte af det lange er sådan set, at maskinen omdanner ens 240V til til 12 V og sender strømmen videre "med en vis forsinkelse" - forsinkelsen føles som bruger kun som noget teoretisk. I mellemtiden har benævnte strøm gået gennem forskellige stadier af filtreringer og meget andet godt; alt sammen for at få så jævn og "uforurenet" strøm som muligt - det skulle være nogenlunde den samme effekt man får, når man fjerner jitter; uregelmæssigheder i flowet af data inden dac'en skal omforme dem.
I hvert fald skulle VBS1 drage fordel af batteriets umiddelbare force: lav, ren og ekstremt ensartet strøm (når batterierne er nye, altså) men uden alle de forskellige besværligheder, batterier i sig selv medfører. Apparatet kan trække tre forskellige Bel Canto enheder - det får jo pludselig prisen til at se mere menneskelig ud!
Min umiddelbare reaktion på denne opgradering var egentlig lidt en fornemmelse af skuffelse; det er trods alt en kasse til 13.000! Men efterhånden som det hele stabiliserede sig og roen sænkede sig over lytteseancerne, kom der en ro og ekstra luftighed over lydbilledet, som faktisk føltes vældigt vederkvægende. Det handler ikke om markante forskelle; tit handler oplevelser af lyd om små og subtile nuancer - hvor bredt kan lydbilledet blive - hvor stor er den detaljerigdom, man bliver præsenteret for?
Byggeklodser
Jeg mener ikke der kan herske tvivl om, at CD2 er en yderst kompetent cd-afspiller til prisen - den kan stå mål med stort set alt i sin prisklasse. Problemet med den er, at du måske kommer til at "binde" dig til Bel Canto som mærke. Hele deres byggesætsystem virker rimeligt genialt og den snak, der almindeligvis går i hifi-verdenen handler om, at alle deres produkter skulle være af tårnhøj kvalitet.
Ville jeg kunne leve med en eOne series CD2?
Yep - uden en skygge af tvivl; jeg har dog det problem at jeg er hifi-anmelder og derfor kan jeg ikke låse mig fast i en fasttømret opsætning, hvor god den end måtte være.
Maskinen leverer en lyd, som er forbløffende neutral, og som opleves vældigt åben i forhold til prisen. Der er detaljer nok til, at man bliver (glædeligt) overrasket. Der er dybde i lyden, selv om bassen ikke tager overhånd (som ellers er den sædvanlige fordom over for amerikansk high-end), men der er bredde og højde nok til, at oplevelsen af de musikalske begivenheder bliver fortalt med både entusiasme og indlevelse.
Jeg har ikke fællesøkonomi med nogen, men hvis jeg havde, ville jeg måske nok have lidt svært ved at forsvare udgiften til en VBS1 - dertil er forskellene i lyd måske en anelse subtile - specielt konfronteret med ens bankrådgiver. Men har man først vænnet sig til at have den, vil det føles som et stort savn at skulle undvære den.
Hvis man prøver en CD2/VBS1 i sit eget system vil man godt nok blive fristet - sikke en elegance, både i lyd og fysisk udtryk (på trods af de indvendinger man end måtte have). Dybest set handler det om, om man vil overgive sig til Bel Canto's unægteligt fristende, men totale univers.
Foto © Nis Jensen
