Kvalitet til lavpris

Af Sven Bilén

Det er ikke så farligt mange år siden, at apparater med fire-cifrede prissedler faktisk af og til leverede varen, men det var i og for sig ikke så ofte at man virkelig for alvor løftede øjenbrynene i overraskelse over, hvor godt det rent faktisk lød. Den tid er forbi. Nu om dage bliver vi, som har det privilegium at høre på mange forskellige apparater under hjemlige forhold, ofte temmelig overraskede - hvilket du, hvis du følger med i det vi skriver her på nomono, næppe har kunnet undgå at bemærke.
En af vores målsætninger er netop at pege på de apparater, det tilbehør eller hvad det nu end kan være, som gør en forskel, dem som skiller sig ud fra den udefinerbare grå masse, som udbuddet formodentlig kan opfattes som af mange forbrugere. Her kommer der en duo af netop den type.

Italiensk tankegang

Audio Analogue er et italiensk familieforetagende, som i mange år har stået for noget man kunne kalde en italiensk "no-nonsense" filosofi, hvor fokus mere har været lagt an på præstationer end på finesser og eksklusivitet. Alligevel har de udvidet deres sortiment til også at indeholde udprægede high-end apparater med kabinetter med tommetykke aluminiumsfronter og præstationer i den internationale topklasse. Lækre og vellydende, men i sand italiensk ånd også med sine betjeningsmæssige ejendommeligheder (læs: cd-spillere og fjernbetjeninger).
Det er familien Blanda, som styrer det meste i det toscanske firma (det ligger i Monsummano Terme, en times togrejse norvest for Firenze), og de vil nødigt - også i den ægte italienske ånd - have firmaet til at vokse for meget; flere end 25 medarbejdere bliver ganske enkelt for besværligt, som Stefano Blanda udtrykte det, da jeg var på besøg i den nybyggede fabrik for et par år siden. Det er faktisk typisk italiensk, og samfundsøkonomisk er det et ret stort problem for landet som helhed. Men landets love er nu engang sådan indrettet, at det er ualmindelig besværligt for firmaer at ekspandere ud over en vis størrelse - og i det hele taget at have folk ansat. "Så lukker vi hellere for eksporten til et par lande", sagde Stefano.
Det har dog ikke forhindret dem i at udvikle nye apparater og deres produktlinje er i årenes løb blevet strømlinet og starter nu ved overkommelige priser og ender med noget rigtig dyrt. Lydmæssigt har de en grundfilosofi, som de holder hårdt fast i - i korte træk kan det sammenfattes til ordet musikalsk. Det lyder måske som et rent markedsførings-stunt, men i en by lidt længere nede mod kysten bor firmaets udviklingsafdeling, som bliver ledet af en mand med et par af de bedste gyldne ører, jeg nogensinde har mødt. En venlig, cigarrygende herre med hund, som kun kunne tale italiensk - men musik er jo et universelt sprog!
Her hørte jeg vellyd fra apparater og i rum, hvor jeg slet ikke havde forventet det, og vellyd af en kaliber, som står som et af længstlevende og bedste lydminder fra hele min karriere i hifi. Her kan man tale om musikalitet.

Crescendo-apparaterne

Den nyeste (og også den billigste) serie hedder Crescendo og består af en integreret forstærker og en cd-afspiller. I skrivende stund lancerer de også en tuner/USB dac, men det er førnævnte par, jeg har lagt øre til.
Cd-afspilleren er der lagt meget arbejde i. Audio Analogue har eksperimenteret med transporter fra data-industrien i lang tid - efter min ydmyge mening med noget blandede resultater. Lydmæssigt ofte udmærkede, men drifts- og kvalitetsmæssigt med visse spørgsmålstegn. Nu har man så taget tyren ved hornene og arbejdet sammen med en specialist i transporter, nemlig TEAC, om at optimere deres CD-5010A transport. Det er stadig i bund og grund en CD ROM transport, men specielt designet til at blive brugt i et audio-system.
Konverteringskæden består af en 192 kHz/24bit BurrBrown clockreceiver med lavt jitter og en 24bit/192 kHz multilevel Delta Sigma Dac, som hver især er placeret på sit eget kredsløbskort. Udgangskredsløbet bruger et aktivt fjerde-ordens filter som sammen med filtrereringen i dac'en bliver til et femte-ordens udgangsfilter. Dette skulle resultere i en højere afskærings-frekvens og bedre lydmæssige egenskaber. For at modvirke støj og forvrængning har man været meget omhyggelig med valget af komponenter - og påstår oven i købet at det er lykkedes over al forventning!
Den integrerede forstærker opgives til at yde 50W pr kanal i 8 ohm og 80W i 4 om. De mener selv, at de har lavet en "ægte high-end" integreret forstærker. Det er jo en påstand, som nærmest skriger til himlen efter at blive efterprøvet! Den skulle også "lydmæssigt være perfekt afstemt" til at spille med cd-afspilleren - markedsføring eller fakta?
Der findes fem linjeindgange foruden en minijack indgang på fronten til MP3 afspillere. Desuden er der rec out og udgang til hovedtelefoner samt en trigger in, så man kan sammen- eller afkoble cd-afspilleren. En af linjeindgangene kan konfigureres til bypass-mode hvis maskinen skal bruges i et A/V system.
Der er desuden en speciel (og meget nyttig) finesse, men det kommer vi straks tilbage til!

Design?

Med hensyn til udseendet kan man påstå at apparaterne er forsvindende neutrale. Der er ingen tvivl om, at de er søskende. Samme kasse, samme diskrete fremtoning. Er der overhovedet tale om design? Mest får man den tanke, at det hele skal være så enkelt som det på nogen måde er muligt. Men hvis du nu tror at det ikke er pænt må du tro om; man bliver mere og mere glad for enkeltheden jo længere man har dem - de føles på én eller anden måde ærlige.
Cd-afspilleren har en on/off knap, en centreret cd-skuffe og et diminutivt display med de fire almindelige styreknapper nedenunder. Displayet er ualmindeligt blåt og man skal ikke regne med at kunne læse det alt for langt væk. Men der er de informationer, der er nødvendige. En ubalanceret udgang, en digital udgang (rca) og en trigger er, hvad den yderst overskuelige bagside byder på. Og så selvfølgelig en netbrønd.
Forstærkeren er om muligt endnu mere enkel. Den centralt placerede volumenkontrol bliver flankeret af en række lysdioder som indikerer lydstyrken og en række, der indikerer hvilken indgang der er valgt. Volumenkontrollen har to funktioner - giver man den et tryk går den fra at være volumenkontrol til at være indgangsvælger. Faktisk virker det både smart og elegant - og fungerer upåklageligt i brug. På bagsiden er der de fem indgange, rec out foruden triggeren og et par højttalerudgange, alt i standardkvalitet. Og så selvfølgelig en netbrønd.
Kvalitetsindtrykket? Tja, de virker hverken til at være specielt dyre eller ekstremt velkonstruerede. De virker ikke voldsomme, føles ikke specielt stive i konstruktionen og graden af "lækkerhed" kan man vel altid diskutere. De opleves som et par yderst "normale" apparater; til sammenligning forekommer en masse af de asiatiske surroundforstærkere i samme prisklasse som de rene stridsvogne.

Sammenhold giver styrke

Det første jeg lagde mærke til, da jeg koblede apparaterne ind, var at der på forstærkeren, som så mange andre apparater for tiden - ikke var ret langt fra helt stille til tordnende højt på volumenkontrollen. Typisk, tænkte jeg, hvorfor pokker lægger alle deres forstærknings-niveau på et sted, så apparaterne nærmest bliver ubrugelige? Men se, dér tog jeg fejl - grueligt fejl!
Det er tid at afsløre hvad ovennævnte finesse er: man kan vælge mellem fire karakteristikker for volumenkontrollen. Tre, som er beregnet til forskellige højttalerbelastninger, foruden en, som har 79 trin med 1 dB imellem. Se dét gør jo unægteligt en forskel. Det er ganske enkelt at vælge mellem dem, og det betød at jeg kunne få forstærkeren til at give fornuftige muligheder for volumenkontrol med alle de (temmelig) forskellige højttalere den blev koblet til. Glimrende!
Det næste jeg lagde mærke til var, at jeg - som altid med Audio Analogue - ikke tænker på samme måde som de gør, når det handler om at styre cd-afspillerens funktioner. Ja, ja, jeg ved godt at man kan vænne sig til meget, men... Hvis jeg vil spille track 3, mener jeg at det burde være nok at skulle trykke på 3 på fjernkontrollen og spilleren lukker skuffen og spiller track 3. Det har jeg vænnet mig til, og jeg værdsætter virkelig at det er sådan. Men det virker lidt som om det hos mindre kostbare cd-afspillere fungerer anderledes.
Jeg er i det hele taget ikke specielt vild med fjernbetjeningen. Jo, selvfølgelig fungerer den (hvis man peger ordentligt), og hvad der er vigtigt for én her er selvfølgelig individuelt. Og de, som følger vores tests kan ikke undgå at lægge mærke til, at jeg ofte brokker mig over fjernkontrollerne, som efter min mening alt for ofte virker ret stedmoderligt behandlet konstruktionsmæssigt. Der er mange der tyr til standard-fjernbetjeninger, som så sandelig heller ikke altid er guds gave til menneskeheden. Audio Analogue kommer med en fjernbetjening og den kan bruges - nogen (og i sandhedens navn skal det tilføjes, at det er den type forbruger apparaterne henvender sig til) har ingen som helst problemer med den. Men nok om det.
Det tredje man lægger mærke til er, at det virker som om der er belæg for deres påstand om at apparaterne er afstemt til hinanden. Det er ikke sådan at de ikke lyder godt hver for sig, tværtimod, men sammen opnår de noget som minder om - nej, high-end måske for stærkt et ord, men du får en aldeles strålende musikalsk oplevelse! Vi skal holde os for øje, at der her er tale om maskineri i en prisklasse, hvor de fleste, der bare har en smule ambition med deres anlæg, burde kunne følge med.

Det handler om oplevelse

Musikoplevelse, vil jeg påstå. Ja, det er faktisk nøgleordet! Cd-afspilleren er hverken den mest detaljerede eller mest dynamiske jeg hørt i prisklassen, men den har en helhed i sin gengivelse, som betyder at du gerne vil spille på den. Den føles let og utvungen i sin spillestil og har på samme tid både tyngde og pondus. Der er noget "rigtigt" over lyden - som om konstruktørerne omhyggeligt har tilpasset alle parametre til det samme (høje) niveau - et fænomen, som er mere sjældent end man skulle tro, selv i high-end sammenhæng.
Man kan stort set sige det samme om forstærkeren. Den spiller simpelthen på en måde, det er svært at finde indvendinger imod. Som om der findes meget større kraftreserver, større potentialer lydmæssigt og mere "sjæl" end prissedlen egentlig indikerer. I det hele taget er det en rasende god lille forstærker, tro mig, og det er i sidste ende den, der ender som storebroren af de to.
Bassen er fast, men har masser af tyngde, mellemtonen er af den slags som giver stemmer en høj grad af naturlighed og med nok information til, at de opleves levende, diskanten er luftig og med en detaljerigdom, der gør det let at karakterisere forskellige instrumenter og stemmer - foruden at den giver glimrende ruminformationer. Nej, selvfølgelig kan man ikke kalde det her for high-end, men jeg kan ikke mindes, at den skulle have meget konkurrence i sin prisklasse - eller noget i nærheden af den. Det er ganske enkelt overbevisende.

Lidt musik

Jeg har spillet en plade med Nina Hagen: Irgendwo auf der Welt fra 2009 en del. Her synger den mærkværdige kvinde sammen med noget, der lyder som et danseorkester fra mellemkrigstiden, i numre som var det Zarah Leander herself. Klangen af orkesteret lyder overbevisende; jeg har ind imellem selv haft fornøjelsen af at høre big bands live og det gør det let for mig at høre, om gengivelsen af blæserafdelingen lyder som den skal. Og det gør den i sandhed her - komplimenteret med den strålende gengivelse af hendes stemme bliver slutresultatet en nydelse. Og så ender det også med at blive interessant.
Sættet har evne til at gøre musikoplevelsen spændende, der bliver bragt meget mere sjæl frem på banen, end vi er vant til i dette prissegment. Jeg overvejede længe at finde finde Phil Collins frem - bare for at afprøve det ultimative testnummer i dén afdeling - eller måske Peter Cetera - men der må dog findes grænser. En fyr som Michael Bublé får næsten noget der ligner personlighed via Crescendo-sættet, men også kun næsten - hvis hán får personlighed må der være tale om farvning af lyden...
Nej - måske er jeg for slem ved nogen kunstnere, som der er mange, der både holder af og beundrer. Min anledning var for så vidt bare, at når man hører på sættet fra Audio Analogue får man helt lyst til at høre på plader, man normalt ville finde meningsløse.
Count Basie's April in Paris i en remastered version kan man ikke kalde meningsløs og beviser igen, at blæserne lyder rigtigt. Der er et par solopartier som ikke alle forstærkere eller højttalere kan gengive ordentligt - af og til kan instrumenterne lyde højst underligt, så det egner sig glimrende til at kontrollere et anlæg. Søskendeparret her kan gengive det, så det lyder ægte, og det viser at kontrollen over overtonespektret er under kontrol.
Hvad så med musik, der er mere syntetisk funderet? Tape, Massive Attack, Leftfield, Future Sound Of London styrede gennem anlægget til stor fornøjelse for tilhørerne. Du må ikke tro andet, end at elektronisk baseret musik rent faktisk HAR sjæl. Men det er musik som kræver et anlæg af en vis karat, hvis sjælen skal videreformidles. Mit postulat er, at jo bedre dit anlæg er, jo federe er det at høre musik i denne genre! Her var der ingen mangel på sjæl og det kørte bare afsted.
Så må klassisk musik da lyde elendigt - noget må der da for pokker være at indvende? - spørger den utålmodige læser måske sig selv. Men jeg har ikke for alvor formået at bringe søskendeparret ud på tynd is. Tja, måske bliver en strygekvartet en smule stor, rent fysisk - specielt i de lavere tonearter, men det er ikke noget der forstyrrer. Måske kan man få fornemmelser af lyden af rør med en smule tyngde og varme i gengivelsen, uden at det dog bliver overstyret eller "opsvulmet". Og klangen føles altid ægte. Det er heller ikke noget problem, når lydbilledet bliver stort, komplekst og når informationsmængden for alvor vokser.

High end?

Er der nogen der ikke har fattet, at jeg rent faktisk godt kan li' de her maskiner? Det kan godt være jeg aldrig kommer til at gifte mig med deres fjernbetjening, men i forhold til prisen er det godt nok svært at finde noget negativt at sige om lyden. Det lyder simpelt hen uforskammet godt, når man er i selskab med Audio Analogue Crescendo.
High-end - nej, der er vi ikke, men apparaterne har faktiskt mange af kvaliteterne. Soleklart. Jeg genkender grundtanken og tanken bag deres lyd - det lyder stadig musikalsk.