Kroningen af Dronning Sophia

Den seneste inkarnation af Wilson Audio Sophia med suffixet 3 er en af de få højttalere,

som kan fremkalde nogle af de magiske øjeblikke vi alle drømmer om at få lov til at opleve

Af Sven Bilén

Jeg har tænkt mig at starte med en tilståelse: Jeg har altid syntes, at Wilson Audio har været en af de fremmeste repræsentanter for den type hifi, hvor alt er blevet så rent og så regelret, at det i for sig har lydt fantastisk, men samtidigt er blevet lidt kønsløst og - ja, en anelse kedeligt. Det kan sagtens være, det handler om min måde at lytte til musik på, men nu er det altså sagt. Det har været vældigt svært at pege på, hvad der egentlig har været problemet, for de HAR lydt fantastisk godt. Jeg har bare aldrig været tændt på dem på den måde, jeg synes man burde blive det, når man tænker på prisen. Lige indtil...

På bedre tanker

Det var i forbindelse med udstillingen på Arken i Göteborg i 2008, hvor Wilson Audios ekstremt entutiasme-skabende demoguru (og desuden en lysende indspilningstekninker - han véd, hvordan det skal lyde!) Peter McGrath demonstrerede Wilsons topmodel Alexandria2 på Elite Plaza Hotel, hvor det skete. Jeg fik en kort lytning mens McGrath var i gang med at finjustere, men her var der noget af det, jeg har savnet ved de tidligere modeller; noget næsten organisk? Jeg besluttede mig for at holde ørerne åbne fra da af.
På den seneste Arken-udstilling havde McGrath også nyheder med på Elite Plaza, denne gang den mindste gulvmodel Sophia i sin seneste inkarnation, som har fået endelsen 3.
Her fik jeg en af de der helt specielle lytte-oplevelser, som kommer til at stå som et af højdepunkterne i mit hifi-liv. Det tog timer, inden hårene på armene lagde sig igen.

Ind i musikken

Den danske agent Morten Eskildsen fra High-Performance Audio havde et par, der var ordentlig spillet til og som han gerne ville låne mig.
Når de er pakket ned i deres trækasser vejer højttalerne lidt over 100 kg og er usandsynligt besværlige at håndtere, men da vi endelig havde fået dem slæbt ind og jeg stillede højttalerne op, kunne jeg med et par ny-indforskaffede knæk i brusken mellem ribbenene forsigtigt sænke mig ned i lyttestolen. Der kom en plade i afspilleren, og da den var slut gik jeg direkte over til at streame. Jeg rejste mig ganske enkelt ikke fra min lænestol igen, før nøden kaldte seks timer senere. Hagen, som lå tabt nede på gulvet, samlede jeg lige op på vejen.
Disse højttalere kan simpelt hen dét, jeg har altid har efterlyst ved højttalere. De får mig ind i musikken på en måde som man kun alt for sjældent får lejlighed til - men som man, når man har prøvet det, eftersøger igen og igen.
Og jeg var jo langt fra færdig. Nu gjaldt det om at finde den bedste placering; det er sådan noget som en køber af denne type højttaler er nødt til at arbejde med. En højttaler af denne kaliber passer man ikke ind i møbleringen, man passer møbleringen til efter dem.

Hvad den kan og ikke kan

Men hvad er det nu Wilson Audio Sophia3 egentlig kan? Hvad er det der gør, at lykkerusen kører for fuld drøn i blodårerne, når man hører dem? For det første er gengivelsen kæmpestor i alle dimensioner, men samtidigt er den fantastisk sprød. Du hører simpelt hen alt - eller i hvert fald meget mere end du er vant til. Eller måske har du hørt det hele tiden, men nu hører du det på en anden, mere indlysende og logisk måde.
Det er dog ikke kun detaljer det handler om, men mere om, at du hele tiden får den helt rigtige vægt på alle de små nuancer. Vægtningen hos Sophia betyder, at du ikke bare forstår musikken, men også produktionen. Det handler om naturligheden, den indlysende selvfølgelighed, at det er sådan her det skal lyde. Det handler om at høre forskel på instrumenter, høre alle de forskellige stemmer, høre hvornår sangen er dubleret, høre udklingninger og opstarter og, ikke mindst vigtigt, høre det hele når man spiller lavt. Opløsningen er ganske enkelt enestående.
Men - det slår ikke over i det, jeg plejer at kalde high-end forbandelsen. Det bliver ikke mekanisk eller kønsløst - on the contrary! Her er der kød og blod, hjerte og smerte (sic!), følelse og ikke mindst engagement.
Man kan naturligvis finde på indvendinger. Prisen, som er en af dem, lar' vi lige stå et øjeblik, men Sophia3, selv om den lettere at få til at spille godt end de fleste andre højt-præsterende højttalere, kræver at der lægges omsorg i placeringen for virkelig at kunne få hele potentialet frem.
Jeg bryder mig heller ikke om terminalerne, som dels sidder for tæt, dels er besværlige at få strammet ordentligt og så kan de ikke engang tage bananstik. Idiotisk!
Selv om det ikke kræver, at du har forstærkere der kan drive hvad som helst, får du klart og tydeligt fortalt om du kobler noget ind som er godt eller ikke helt så godt. Sådan er det også med kabler, forskellen bliver skåret ud i pap. Det hjælper faktisk, på trods af Wilsons intentioner om, at de skal kunne spille sammen med det meste (og det kan de), hvis du kobler dem sammen med noget, som er rigtigt godt. Som anmelder må jeg sige, at som værktøj til at kunne udtale sig om, hvad ting og sager kan i et anlæg, har jeg ikke hørt noget bedre.

Music, maestro, please

Jeg føler mig helt fjollet ved at skulle fremdrage musikeksempler, men et par stykker kan jeg da finde frem. Et så banalt eksempel (som viser sig ikke at være spor banalt) er filmmusikken fra The Good, The Bad and The Ugly af mesteren Ennio Morricone er indspillet i miden af tresserne (det høres) men byder lige pludseligt på en masse sjove detaljer i produktionen som du helt sikker har hørt før, men aldrig lagt mærke til - her får de præcis den vægt, som formentlig har været meningen i produktionen - det bliver rigtig skægt og man bliver straks suget ind i filmens støvede verden.
Klassisk musik var repræsenteret med såvel Scarletti som Bach, Mozart som Orff, og gennemgående lyder det blændende med en naturlighed og sprødhed i klangen og en live-fornemmelse af musikerne, som man sjældent oplever. Die Kluge af Carl Orff er en klassiker som testmusik, via Sophia3 er det en enestående og hårrejsende oplevelse af den kaliber, man kun får med de allerbedste formidlere.
Under testperioden opdagede jeg Gorillaz lidt irriterende fængslende nummer Double Bass igen - lang fra en high-end indspilning - men som alligevel beviser, at basgengivelsen er både hurtig, dyb, yderst detaljeret og med kraft i anslagene. Uden at det dræber de øvrige instrumenter. Integrationen mellem de forskellige elementer er - ja, flydende er et fattigt ord.
What’s he building? med Tom Waits fra hans Mule Variations er en fortalt historie med nogle yderst ejendommelige lyd-illustrationer bagved. Via Sophia3 er det simpelt hen svært at få ørerne fra historien, man bliver tryllebundet af den næsten magiske stemning og alt det der sker i baggrunden, og som høres mere klart og distinkt end nogensinde før. At mellemtonen desuden betyder, at tale- og sangforståelsen er exceptionel gør sandelig ikke sagen værre.

Værktøj

Wilson Audio Sophia3 er den bedste musikformidler og det bedste stykke værktøj inden for højttalere jeg har haft i mit lytterum. Indtil nu. Jeg har ikke haft en TAD eller en Coltrane, for bare at nævne et par eksempler, men der er vi altså også oppe i til og med anseeligt højere prissegmenter. Hvis man kan påstå, at et par højttalere til 200.000 er billige, må jeg, hvor utroligt det end lyder, betegne Sophia3 som netop det.
Sophia3 maler med en meget smal pensel, men den efterlader desto flere velplacerede penselstrøg. Resultatet er et fantastisk, helt og fuldt opmalet lydbillede i de naturligste farver, som både kan ses fra behørig afstand og granskes med forstørrelsesglas.

Personligt kommer jeg i hvert fald til at granske min økonomi ganske alvorligt for at se, om der måske skulle være en lille, bittelille chance....