
Dynaudio Grand Tour
Det er en mere eller mindre velbevaret hemmelighed, at en af verdens allerstørste højttalerfabrikker ligger i Danmark - i Skanderborg. Det er Dynaudio
det handler om, men hvor store de faktisk er, er der ikke mange der ved
Af Sven Bilén
Dynaudio finder som sagt i Skanderborg, der som bekendt ligger ikke så langt sydvest for Århus. Men vores besøg starter ikke der, men lidt længere sydpå i trekantsområdet i Vejle. Der har Dynaudio noget så eksklusivt som sin egen kabinetfabrik.
Vejle
Nu om dage siges det jo, at hvis man skal have et kabinet med topfinish til en pris som er til at betale, skal man have lavet det i Kina. Som regel fordi topfinish kræver masser af arbejde, og arbejde koster penge.
Desuden siger man, at man ikke kan få den højglansfinish, som markedet kræver med de typer lak, som vores lovgivning her i Vesten tillader os at arbejde med.
Men Dynaudio beviser det modsatte - deres større højttalermodeller har oven i købet en finish som selv kineserne er misundelige over. Og det bliver alt sammen gjort i Danmark. Hvordan er det muligt?

Det er ganske simpelt kun muligt, hvis man i dén grad sætter sig for at man vil gøre det. Stig Olesen, som er leder af kabinetfabrikken, fortalte at man har brugt masser af tid og forsøg for at kommer dertil, hvor man er nu, hvor folk på udstillinger og i butikkerne spontant reagerer på, hvor rasende smukt, kabinetterne er lavet. Vi kan kun give folk ret - finishen er, specielt på nogle af modellerne, af en anden verden.
Tidligere var man tvunget til at få højglanslakeringen lavet udenlands, men for nylig har man investeret i sit eget hypermoderne anlæg til højglanslakering. Man var simpelt hen ikke tilfreds med den lakering man fik udført ude af huset, men med det anlæg, der nu er taget i brug, kan Stig Olesen endelig sige god for, at lakeringen er så god som den på nogen kan blive i dagens Danmark.
Det er kabinetterne til de mere kostbare Dynaudio-modeller, som bliver fremstillet i Danmark. Det er naturligvis ikke på nogen måder gratis at nå frem til den form for kvalitet, men når man er ude over den grænse, hvor kunderne er tilfredse med det billigst mulige, er der en noget større marginal til at gøre det så perfekt som muligt.
Derudover er der selvfølgelig også en del logistiske fordele ved at få gjort tingene tæt på. Man er ikke afhængig af at få sine produkter frem med containerleverancer fra den den anden side af jordkloden. Desuden er det enklere at udvikle nye modeller i samarbejde med dem, der rent faktisk skal udføre arbejdet. Det gør, at man tit hurtigt kan finde på gode og velfungerende løsninger på de problemer, der måtte opstå.

At fabrikken i Vejle, som Dynaudio ganske enkelt købte, da de var blevet for stor en kunde hos dem, har et godt rygte kan også ses på det faktum, at de står for den fysiske fabrikation af nogle af de lækreste danske hifi-møbler man kan finde, hvor modulerne kan sættes sammen ved hjælp af clic-metoden...

Møbelsnedkeri - man kan jo sagtens kalde et højttalerkabinet for et møbel - af den højere skole kræver en masse håndarbejde. Derfor ender kabinetter i relativt små serier med at blive dyre, og kun få kabinet-fabrikker eller snedkerier har kapacitet til at klare jobbet nu om dage. Det er de negative langsigtede virkninger af at flytte arbejdet til langtbortistan. Dynaudio har valgt at gå den modsatte vej og ansætter nu flere folk i stedet for.

Skanderborg
Den største del af fremstillingen samt den ikke mindst vigtige research- og udviklingsafdeling ligger i Skanderborg.Her koncentrerer man sig om højttalere, højttalerelementer og den såkaldte automotive-afdeling. Sidstnævnte handler om lyd i biler, og præcist den afdeling gør, at fotografering er forbudt og at man skal skrive under på et dokument, hvor man lover ikke at fortælle noget om de hemmeligheder man skulle få at se.
Det handler selvfølgelig om, at højttalersystemerne udvikles til bilerne, mens de stadig er under udvikling - hvilket jo er ret naturligt. Ind imellem får man prototyper på biler ind, som er så hemmelige, at det kun er enkelte særligt udvalgte udviklere som får lov til at se dem. Det er lidt besværligt at konstruere højttalere til noget, men knapt får at se, men det kan lade sig gøre fordi mange forskellige gør hver sin lille del helheden.
Home Systems, Automotive, Professional og Multimedia er de fire forskellige divisioner, Dynaudio arbejder med. Fremfor alt er Automotive-divisionen vokset voldsomt de seneste år. Dynaudio var jo blandt de aller første til at være med til at bringe lydgengivelsen i biler op i nye højder dennem deres samarbejde med Volvo for nu efterhånden en del år siden. Nu om dage handler det blandt andet meget om lyd i VW.

Hos Dynaudio gør man alting selv. Og jeg mener alt! Her overlades intet til tilfældighederne. Man udvikler og konstruerer, presser membraner og laver alle metal- og plastdele selv og har derfor både kunnen og praktisk mulighed for at finpudse sine enheder til at fungere bedst muligt i de sammenhænge, hvor de skal indgå. Dette er ikke mindst vigtigt i Automotive-divisionen, hvor der ind imellem bliver stillet krav om nogle meget specielle løsninger.

At man selv fremstiller alt betyder også, at man laver svingspoler, delefiltre og alt, hvad der ellers hører sig til, for at en højttaler spiller optimalt. Det er intet mindre end imponerende! I de store lokaler finder vi en anseelig maskinpark og flere bånd til fremstilling af elementerne eller de forskellige dele, et element består af.

Det er i og for sig ret store lokaler man råder over, men med en fremstilling, som nu ligger på 80.000 enheder om måneden, er der i virkeligheden fuld gang i den og der er masser af både liv og stress på i fabrikken. Lager og montering af færdige højttalere ligger på den anden side af gaden i nogle andre lokaler og man har et godt øje til nærliggende tom grund, som man dog indtil videre ikke har haft held med at overtage.
Selve monteringsafdelingen optager naturligvis en hel del plads, men alt på fabrikken virker yderst velgennemtænkt og -organiseret for at fremstilling og håndtering skal blive så effektiv som muligt - uden at det går ud over den noget udefinerbare faktor, som hedder trivsel på arbejdspladsen. Folk virkede gennemgående vældigt positive og havde en hyggelig omgangstone - i hvert fald som undertegnede oplevede det. Der er de hjælpemidler, som er nødvendige og alt er rent, ordenligt og nydeligt.
Dynaudio har en imponerende liste over lande, hvor mærket er repræsenteret - worldwide er her helt bogstaveligt. I Skandinavien er man repræsenteret ude i omkring 60 forretninger. Og fordi Dynaudio ikke har nogle dedikerede lavprishøjttalere er det kun butikker af en vis størrelse, der kan markedsføre firmaets højttalere.

nomono takker Morten Kim Nielsen, som du helt sikkert har hørt fortælle om Dynaudios højttalere og også spille på dem, hvis du har nogen sinde har besøgt en hifi-udstilling i Skandinavien, for en yders hyggelig og spændende dag hos Dynaudio. Hvis du er gået glip af Mortens demo-sessioner kan de i høj grad anbefales, og der kan næsten gives garanti for, at du vil blive overrasket og få revideret din opfattelse af, hvad ikke mindst en lille højttaler egentlig kan præstere.
Vi er imponerede over den professionalisme, kontinuitet og den seriøsitet og målrettethed, firmaet har for hele tiden at videreudvikle sig og skabe fremgang. Det giver både syns- og hørbare resultater!


Dynaudio
Firmaet Dynaudio fejrer 35 års jubilæum til næste år, men navnet Dynaudio kom først til i 1988. Wilfried Ehrenholz, én af dem som var med til at grundlægge firmaet i 1977, har været eneejer siden 1994. Firmaet fremstiller alt selv fra den mindste svingspole til de gigantiske entusiasthøjttaler i millionklassen. Salg, markedsføring og distribution styres fra firmaets hovedkontor i Hamborg.
Fra den allerspædeste start var en stor del af indretningen baseret på at producere løse elementer. Det er man stadigvæk ret kendte for at have gjort - på trods af, at det er over 10 år siden man hørte op med at levere DIY (Do It Yourself) produkter. På trods af den store efterspørgsel ville Dynaudio ikke længere skilte med deres navn, når de alene leverede elementerne og ikke havde den mindste kontrol over det færdige produkt. Det gik yderst ufortjent ud over deres egne færdige højttalere. Det er der dog i allerhøjeste grad rettet op på nu; mission accomplished. Man leverer dog stadig en del elementer til andre producenter af high-end højttalere (OEM kunder), men rent økonomisk er denne del af aktiviterne af minimal betydning for firmaet.
Gennem mange år har Dynaudio med stor succes også leveret højttalere til den professionelle del af markedet. Deres studiomonitorer sidder i dag i flere af verdens mest kendte studier, og et samarbejde med danske tc electronics mundede blandt andet ud i verdens første digitale aktive studiomonitor med navnet Air. Nu om dage installerer man næsten 40.000 aktive monitors om året rundt omkring i verden.
Det nyeste skud på stammen er en satsning på multimedieprodukter, hvor man blandt andet i høj grad kan drage fordel af sine store erfaringer med aktive studie-monitors.









