
Der er Sort - og så er der Ultra Sort
Af Nis Jensen
Tellurium kan betyde to forskellige ting - dels er det en mekanisk model af Jorden, Solen og Månen, som man kan bruge til at illustrere døgn, årstider og månens faser. Dels kan det - i hvert fald på engelsk - være et metallignende stof med det kemiske navn Te - men om det er det, navnet på testobjekterne, Tellurium Q Black og Ultra Black højttalerkabler hentyder til, er ikke helt til at finde ud af, selv om det virker nok så nærliggende. I hvert fald beskrives det som værende en halvleder i den artikel på Wikipedia jeg har fundet.
Tellurium Q er navnet på et lille britisk firma, som sendte deres første kabel, Black, på markedet i januar 2010. Deres erklærede mål er at eliminere - eller fjerne - faseforvrængning. Det er et fænomen som opstår som følge af, at forskellige frekvenser siges at "vandre" gennem kabler med forskellig hastighed - dybe toner har en helt anden hastighed end høje - og skulle så teoretisk set ramme højttalerens enheder med en vis forsinkelse (eller det modsatte).
Faseforvrængning - det er da et grimt ord! - og det lyder sørme som om det er på tide at nogen prøver at løse det problem for os plagede lyttere!
Enkelt og ligetil
Kablerne ankom i et par ens og helt enkle papkasser - det var bare markeret med en tush om det var det ene eller det andet og med hvilken terminering. Tellurium Q har fire højttalerkabler med forskellige farvekoder- i hver sin priskategori - det hele virker ret enkelt og ligetil. Der findes (foreløbigt) også et par signalkabler med de samme farvekoder og firmaet lover på deres hjemmeside at der er flere kabler på vej.
Kablerne virker også enkle og ligetil - de er flade og hhv 1 cm og 4 cm brede. De opfører sig lidt som pasta, der er kogt perfekt al dente.
De var termineret med spade-stik - vi anmeldere foretrækker godt nok som regel bananer, men det er en helt anden historie - vi havde ingen problemer!
Faktisk havde vi ingen problemer i den fysiske afdeling overhovedet - men vi ville jo gerne vide noget om, hvordan man så egentlig tackler faseforvrængning?

Esser i ærmet
Det viste sig at være en anelse besværligt. Når man går ind på Tellurium Q's hjemmeside får man masser af forklaringer på, at de rent faktisk gør det de påstår, at eliminere faseforvrængning, men ikke rigtigt noget om, hvorfor de skulle gøre det. Men nomono har jo mødt nogle af de flinke folk bag firmaet på High End udstillingen i München, så det naturlige næste skridt var selvfølgelig at skrive til Geoff Merrigan og høre, om han ikke kunne forsyne os med lidt mere baggrundsviden.
Men desværre var resultatet også her en anelse nedslående; det var ikke fordi han ikke var venlig - tværtimod - jeg fik næsten omgående svar på min mail, men firmaets politik er simpelthen ikke at udtale sig om de materialer og konstruktionsprincipper der ligger bag deres kabler. Ved nærmere eftertanke giver det egentlig meget god mening - firmaet har søgt om patent på deres konstruktioner, så det er klart at de er nødt til at holde kortene tæt ind til kroppen.

Ro
Kablerne er så at sige skabt "fra bunden" og de ligner sådan set ikke nogen andre kabler, jeg har mødt. Specielt Ultra Black, som udmærker sig ved at have et bredt stykke plastik-materiale mellem de to ledere, så de sidder langt væk fra hinanden - det tyndere Black ligner lidt mere et almindeligt, fladt kabel, men har stadig et lidt smallere stykke mellem lederne. Mon noget af hemmeligheden ved faseforvrængningen ligger gemt her?
De har nu spillet en lille måneds tid; et par dage ad gangen med henholdsvis det lille og det store (det er her, bananer altså er noget nemmere at håndtere end spadestik!).
Straks man kobler kablerne ind bemærker man en vis familielighed; begge kabler tilfører musikken en helt særlig ro. Hvorvidt det skyldes, at der er en forvrængning, der netop IKKE er til stede, kan jo så ikke rigtigt verificeres, men hvorfor ikke bare tage firmaets ord for gode varer? Måske er det virkelig lykkedes dem både at lokalisere et problem og samtidigt tage et stort skridt i retning af at løse det? Noget må de under alle omstændigheder gøre rigtigt!

Masser af mere ro
For det, der først og fremmest kendetegner begge kabler er den ro, musikken bliver serveret med. Idealet skulle selvfølgelig være, at et kabel ikke må afgive sit eget aftryk - og Tellurium Q's kabler føles heller ikke som om de gør det. På den anden side har man alligevel fornemmelsen af, at det er noget særligt man hører.
Black er et kabel, som klarer sig usædvanligt godt, når man tager prisen i betragtning - det gjorde en overraskende god figur i min sædvanlige opsætning - og uden videre vrøvl udspillede de mine normale, ellers indtil flere gange dyre kabler.
Lyden er meget detaljeret med glimrende ruminformation og bassen fornemmes både frigjort og ufarvet. Dynamikken nyder især godt af kablernes afslappede natur - her er der ikke noget der føles forceret - med mindre produktionen vil have det, selvfølgelig.
Når man skifter fra Black til Ultra Black - ja, så får man altså bare en hel masse mere af det hele - og det gælder for alle parametre - rum, bas, opløsning, dynamik - og så altså masser af mere ro. Det er lidt af en oplevelse at høre Ultra Black - som det nogen gange kan være det at høre et high-end kabel - når man hører et reference-kabel fra Nordost første gang, bliver man forbløffet over den "dybsorte" baggrund. Når man hører Ultra, føles det ikke som om roen stammer derfra, men fra en afslappethed i ikke bare mellemtonen, men i hele frekvensområdet - det er hele tiden som om de får det bedste frem i de højttalere, de bliver spændt for - det gælder også højttalere, som notorisk er kendt for at være meget kræsne med, hvilke kabler man spænder foran dem.

En trend?
Vi har på det seneste haft nogle kabler til test med en del fælles træk: forholdet mellem pris og lydkvalitet har været ualmindeligt godt, principperne bag dem har været overraskende enkle og mængden af bragesnak omkring dem forholdsvis begrænset. Gennem tiderne er vi blevet præsenteret for kabler til hårrejsende priser - og alt for ofte har slutresultatet slet ikke kunnet leve op til hypen omkring dem. Men hvis det er en trend, der er over os - at kabler både bliver enklere, billigere og mere ærlige på samme tid og samtidigt kan levere varen rent lydmæssigt, er det noget vi kun kan hilse varmt velkommen.
Når jeg så spørger mig selv, om jeg ville kunne leve med kablerne fra Tellurium Q, må jeg udbryde et rungende ja! Den eneste invendig skulle da lige være, om firmaet måske kunne finde på at have noget endnu bedre oppe i deres ellers så stramme ærmer!
Til prisen må vi på det varmeste anbefale Black til enhver, der tager sit anlæg alvorligt - og Ultra Black kan fint følge med op i high-end klasser, hvor prisen nærmest forekommer anakronistisk. De lyder simpelt hen rasende godt!
Foto©Nis Jensen
Tellurium Q
Black højttalerkabel
2x2 m kr. 1.800
Ultra Black højttalerkabel
2x2 m kr. 9.400
