Der´ ingen grænser…

Musik fra hollandske Sound Liaison.

 

Af Kurt Lassen

 

Musik har ingen grænser, ligesom kærlighed heller ikke har. Kærligheden til musikken er da også det første som man får øje på, når man klikker sig ind på hollandske Sound Liaisons hjemmeside. Vi finder indtil videre ialt 11 albums, hvoraf nogle er test skiver, så du kan prøve at se (og høre) hvad hollænderne har gang i. Du kan også prøve forskellige filformater af, måske kan din DAC slet ikke gengive forskellen på hhv. en 24/96 WAV eller FLAC fil?

Ud over god lyd og skøn musik, har Sound Liaison også en masse facts om optagelserne, de benyttede konvertere og mikrofonerne. 

 

Sampler

Du kan starte med deres Music Sampler med ialt forskellige 11 numre, som er en dejlig appetitvækker af de helt store. Der er en bred vifte af selskabets udvalgte sange. Og på deres website kan du smuglytte til sangene, og blive forført af både musik og lydkvalitet før du køber. Music Sampler koster fra 10 til 15 Euro, afhængig af opløsningen som du kan vælge imellem:

DSD64-DSF

DSD64-DFF

PCM (96/24)

FLAC (96/24)

 

Musik

“Time Will Tell” fra Carmen Gomes Inc er gudesmuk at lytte til, med en lyd som nærmest er til at gribe ud efter og tage fat i. Og det er først når sangen slutter, og publikum begynder at klappe, at du finder ud af at det er en live indspilning! Man har benyttet de fremragende Schoeps MK5 kuglemikrofoner i en AB opstilling, suppleret med diverse støttemikrofoner.

Besætningen er:

Carmen Gomes - vokal, Folker Tettero på guitar, Peter Bjornild trakterer bassen og Marcel van Engelen tryller på trommerne.

 

Pizzicanto - Bach Reflections er ligeledes optaget Live, det er dog ikke det som er det specielle, det særlige er derimod, at der en jazzet version af Bach! De fem dygtige musikere tager bidder af Bach og rearrangerer og improviserer - frækt og nyskabende. Og lydkvaliteten? Igen langt over hvad man er vant til. Det er yderligere vigtig at pointere, at det er en 1:1 kopi af optagelsen, som er foregået i 24 bit/96 Khz.

Et andet godt eksempel er Impromptu med Tony Overwater på bas og Bert van den Brink på piano. Det er faktisk første gang de to ekvilibrister optræder sammen, og så i en HiFi butik! Det var i High End audio shoppen ''Rhapsody" i Hilversum som havde 25 års jubilæum, og i deres bedste lytterum blev de to musikere optaget vha. 2 styk Neumann TLM 170 mikrofoner (piano) og bassen med en JZ V67. Ambient mikrofonerne var et stereo-sæt Sonodore RCM-402. Betingelserne var langt fra optimale, døren blev åbnet flere gange af nye tilskuere som ville nyde musikken, en espresso maskine gik igang, og pga varmen måtte man åbne vinduet, bare for at kunne høre en DJ som spillede sit sæt i det fjerne. Da han stoppede, kunne man til gengæld høre fuglene synge udenfor! 

 

Mændene bag

De to herrer Frans de Rond og Peter Bjørnild er begge uddannede bassister. Sidstnævnte er forøvrigt fra Danmark, og har sideløbende med studierne på det Kongelige Musikkonservatorium fået bas undervisning af ingen ringere end Niels Henning Ørsted Pedersen! Senere pakkede Bjørnild bassen ned og flyttede til Holland.

Det er nemt at høre at det er to bassister som står bag Sound Liaison; bassen er der nemlig kælet rigtig meget for på alle deres indspilninger. Den akustiske bas kan være svært at “tæmme” på en live optagelse, forstået på den måde, at der næsten altid vil være nogle toner som vil stritte ud og være mere præsente end andre. Det er også grunden til at de fleste lydteknikere straks griber ud efter en kompressor når de hører ordet bas.

 

Vi har tidligere haft fornøjelsen at lytte til de samme højttalere som Sound Liaison bruger til mixning, nemlig Grimm Audio LS1. De har en fantastisk klarhed og opløsning over hele frekvens spektret. Yderligere benytter hollænderne bl.a. følgende udstyr:

Mikrofon kabler: Grimm Audio TPR

Hovedtelefonerne er Sennheiser HD800

Højttalere: Grimm Audio LS1 og TAD CR1

Master clock: Grimm Audio CC1

Alt sammen udstyr i den særdeles gode klasse, men ikke helt uopnåeligt for Hifi elskerne imellem jer og med pengepungen i orden. Så det ER faktisk muligt at få nøjagtig samme vellyd derhjemme ved at investere i højttalere og kabler fra Grimm.

 

Vi har downloaded flere af Sound Liaisons albums, fx Carmen Gomes Inc.´s Thousand Shades Of Blue (igen med Peter Bjørnild på bas), og Road To Memphis med Paul Berner Band, som er endnu en bassist  på det hollandske label (amerikanske Paul Berner har spillet med bl.a. Shirley Bassey, Monty Alexander og Peter Erskine, for bare at nævne nogle få). Bassen er også her suverænt optaget med en JZ V67 mikrofon. Prøv at lægge øre til bandets version af Elvis´første single fra 1954 “That´s All Right”. Her er vellyd, dynamik og et swingende band så det er en fryd! Og igen er det en live optagelse!

 

Sound Liaison´s motto er: High Realistic Audio Recording. Og dét er da vidst lige hvad det er  ;=)


 

 

www.soundliaison.com

NOMONO