Den velopdragne søn - eller datter
Verity Audio er et canadisk firma, som bygger sine eksklusive højttalere
med en klar og gennemgående konstruktionsfilosofi.
Leonore er en af de billigste højttalere fra firmaet
Af Sven Bilén
Verity Audio er et firma, vi ikke hører så meget om på vores breddegrader. Det kan hænge sammen med, at deres højttalere - for det er et højttalerfirma vi taler om, ikke direkte kan kaldes billige. Verity Audio er ikke noget nyt firma, men ualmindeligt besværligt at finde ud af konkrete fakta om; hverken firmaet eller deres historie. Hvad vi kan læse ud af det hele er, at firmaet er hjemmehørende i Ontario i Canada.
Klar linje
Når man ser på det samlede udbud af højttalere fra det canadiske firma kan man se, at der er en klar linje i konstruktionen af alle deres modeller. Gennemgående er der tale om slanke og æstetisk tiltalende højttalere 
bestående (med en enkelt undtagelse) af to separerede kabinetter med en dobbeltaffjedrende - eller vi kunne måske sige en dobbelt-afkoblende - plade imellem. Men egentlig er der ikke tale om en todelt højttaler, da det ikke er muligt at separere de forskellige kabinetter. Det næste man lægger mærke til er, at diskant og mellemtoneenhederne vender fremad, mens de to baselementer vender bagud.
Leonore, vores testobjekt, er den tredjemindste model nedefra i programmet. At den koster 145.000 kr siger en del om, hvilken type fabrikant, Verity Audio er. Det handler om high-end - og intet andet.
Det øverste kabinet, hvor elementerne vender fremad, har en 1" neo ring dome (neodynmagnet, altså) og en 5" mellemtone med 2" metalspole og mineral-doped polypolenmembran.
Fronten af dette kabinet er beklædt med et filtmateriale, hvilket jo er godt, hvis man vil dæmpe diffraktioner. At det også ser godt ud er jo ikke nogen bagdel. Om Verity har beklædt toppen med filt af den ene eller den anden - eller begge - grunde fremgår ikke af materialet.
Basmodulet - hvor elementerne og porten vender bagud - har to 6" elementer med papmembraner som er afstivet med tilfældigt placerede plantefibre. Bassystemet bruger en slags Besselfilter, Bessel tuning kalder de det, hvilket normalt borger for en velfungerende afrulning nedad. Bagudretningen påstår man er designet for at højttaleren bedst skal fungere sammen med rummets naturlige basforstærkning.
Begge kabinetter har en assymetrisk indre struktur for at optimere luftgennemstrømningen og forhindre stående bølger internt i kabinettet.
Længst nede på bagsiden, under basporten, sidder der single-wire terminaler, som består af firmaets egne konstruktioner med to løse messingbolte med udtag til bananstik. Typisk fra over there er der alt for meget metal og efter min meming er de en næsten lige så stor fejltagelse, som Wilsons frustrerende terminaler er det.
Spiller med alt…
Nogle eksperimenter afslørede, at højttaleren faktisk fungerer uforskammet godt sammen med meget forskellige forstærkere. I modsætning til et par andre højttalere, som har været på besøg i lytterummet på det seneste, så spiller højttaleren bare som den skal, uanset hvilken af de tilgængelige forstærkere jeg har forsøgt mig med.
Når det så er sagt, så er det slående, hvordan den vokser med opgaven - jo bedre forstærker, jo bedre præsterer Leonore.
Når også dette er sagt, må jeg desuden påpege, at det altså ikke er et uomgængeligt krav at man har en voldsomt dyr og fin forstærker, for at man kan få en topklasse oplevelse. Jeg fik eksempelvis en musikmæssigt vældigt positiv oplevelse med Verity Leonore parret sammen med Primares EISA-vindende integrerede forstærker I32.
Rart og ... ørevenligt?
Man kan ikke lokke Leonore ud på dybt vand. Den spiller gennemgående ret behageligt og - hvis jeg da tør
sige det - ørevenligt. Det betyder at alt lissom bare lyder godt hele tiden. Det er et kriterium som mange 
lyttere sætter pris på, men som også gør, at en del andre måske kommer til at mangle en smule kant. Og læs venligst ikke en masse underlige konklusioner ind i dette - vi taler om subtile nuancer her, de små forskelle og de forskellige følelser forskellige lyttere får, når de lytter til det samme.
Ok, det er let at sige, at man ikke skal fæstne så stor opmærksomhed på sådan en detalje og at det for nogen er på én måde, og at det for andre er anderledes. For dem, der lytter til "helt normal" stereo med prissedler der er til at betale, lyder det måske som en modsigelse - der må da være noget galt? Nej, så enkelt er det ikke. Der findes ingen absolutte sandheder, der er ikke noget facit, som fortæller at dette er det absolutte - og at dette er falsk. Vi er alle sammen forskellige, men som regel ender vi med at blive enige om, hvad der faktisk lyder godt, selv om man har forskellige indgangsvinkler til det hele.
Kvalitet
Koblet sammen med et Bladelius Ymer effekttrin og med Nordost Valhalla højttalerkaber fik jeg en gengivelse af virkelig høj klasse. Det forunderlige er, at det er kvaliteten af lyden man lægger mærke til; at 
der står et par højttalere i rummet glemmer man fuldstændigt - Leonore har en evne til at få lytteren til overhovedet ikke at tænke på højttalerne.
Man lytter i stedet.
Måske ville et par musikeksempler være på sin plads her. Hvis vi tager en gammel favorit -åbningsnummeret Rose Rouge fra Tourist med St. Germain - så er det et nummer, ja en hel plade for øvrigt, som kan lyde ualmindeligt irriterende, hvis gengivelsen ikke hænger sammen. Det går virkelig godt her, selv om jeg personligt måske hører til i den kategori, som savner en smule kant, lidt grovere tacklinger, måske - i musikken. Leonore holder armene tæt ind til kroppen og det er let og musikalsk befordrende at lytte til. Det handler en smule om, at opstartstransienterne ikke er helt så accenturerede som de for eksempel er på Marten Coltrane 2 eller Sophia 3. Og læs for guds skyld nu ikke det på den måde, at opstartstransienterne ikke er til stede, det handler mere om, at jeg skal skrue lidt højere op end jeg er vant til for at de kommer til deres ret!
Og læg nu mærke til at jeg hverken taler om opløsning, bas, diskant eller mellemtone. Alt det er simpelt hen på plads og i orden og højttalerne følger simpelt hen bare det elektronik, du spænder foran dem.
St. Germain er jo studieindspilninger som er heftigt manipulerede - så det var tid at prøve at spille noget, der var indspillet live, f.eks. den ultimative test af, hvad hifi egentlig kan i form af Carl Orffs opera Die Kluge. Du kan finde indledningen af dette mærkværdige epos på High Fidelity Reference CD Nr. 14. Et spor, der har det hele - voldsom dynamik, tale, sang, et scenario hvor folk bevæger sig rundt på scenen og et orkester, der spiller både intimt og for fuld udblæsning - alt hvad du kan ønske dig.
Hele scenariet er her en smule mindre end det er på Wilson, og en smule mere dæmpet i alle de voldsomme excesser, indspilningen byder på. Men det er så også sammenlignet med de allermest hæftige oplevelser jeg har haft med denne plade - jeg har spillet det på stort set alle de højttalere, jeg har prøvet i mit rum, og med Leonore får vi en gengivelse som klart havner i førergruppen.
På den samme plade finder vi Copenhagen Sunset med Thomas Frylands Quintet, hvor vi faktisk får nogle af de transientopstarter jeg tidligere eftersøgte på trompeternes læbe- og attack-lyd. At kontrabassen så står med stor akuratesse i lydbilledet gør det jo ikke værre! En meget dejlig oplevelse.
Den velopdragne søn
- eller datter, bliver det jo nok, når navnet er Leonore; skulle man kunne udnævne denne højttaler til. Man bliver aldrig irriteret og den svarer aldrig igen. Den gør det, man beder den om - uden at protestere og altid så godt den overhovedet kan. Og det er den dygtig til!
I disse prislag - jeg har sagt det før - taler vi sjældent om godt eller dårligt, men om nuancer og preferencer. Hvis du mangler et sæt højttalere af høj klasse og er parat til at betale for en oplevelse, er Verity absolut et interessant mærke at holde øje med. Leonore er en af de "billigere" modeller fra firmaet, og med det fine resultat vi har fået med denne model og den kontinuitet, de har i deres konstruktionsfilosofi, ja så bliver man helt nysgerrig efter, hvordan deres større modeller lyder...
Denne test er lavet i samarbejde med:
