Bonnie Raitt:

Med fast grund i rødderne

Bonnie Raitt kan nærmest betragtes som en institution i den amerikanske musikindustri

- både på grund af hendes personlige integritet og hendes store velgørenhedsarbejde.

For slet ikke at tale om strømmen af musik af høj kvalitet

Af Nis Jensen

Det er simpelt hen uanstændigt, så mange penge musikere tjener, læste jeg engang Bonnie Raitt citeret for at sige - og så vidt jeg husker talte hun også om den måde musikerne bruger deres penge på.

Hun må jo ellers for så vidt have tjent en del selv - hun udgav sit første album på Warner i '71 og med et par mega-hits i bagagen tror jeg ikke, hendes bankrådgiver bliver specielt gråhåret af at arbejde med hende. Men hun er fortsat - og har altid været det - en dame med både holdninger til og engagement i den verden, der omgiver hende. Der har altid været sådan en "aura" omkring hende, som handler om, at det at være musiker faktisk er hårdt arbejde - og at musik er en videreudvikling af mange og lange traditioner!

Fra et musikerhjem

På mange måder er hun et barn af hippie-tiden; født og opvokset i Los Angeles (årgang 1949) i et musikerhjem har hun har formentlig fået tidens ånd ind med modermælken. Hun blev tidligt inspireret af blues-musikken og blev i sine unge dage venner med nogle af de store navne, der har været med til præge den amerikanske musiktradition. Nogle af de navne, der har rødder i den sorte slave-tradition af blues!

Det er hér hendes musikalske rødder bor - mere end i f.eks. country eller rock'n roll for eksempel, selv om hun har udgivet eksempler på det hele.

Og for nu at fuldføre clichéerne fik hun sit første guitar som otte-årig!

Hun havde egentlig ikke tænkt sig en karriere inden for musikken - hun studerede sociale relationer på universitetet, hvor hun hurtigt blev involveret i tidens stærke ungdomsbevægelser. Og blev samtidigt involveret i de lokale musikscener - først og fremmest blues- og folkemusikken, som jo stod rigtig stærkt i slutningen af 60'erne.

Studietid

Hun fik imidlertid aldrig gjort sine studier færdige, men fandt sig selv som opvarmning til nogle af tidens store navne som John Lee Hooker og Muddy Waters - og høstede store erfaringer, både musikalsk og menneskeligt og scenisk i omgangen med de gamle mestre.

Warner fik øje på hende og tilbød en pladekontrakt - hendes debut hed simpelt hen Bonnie Raitt og var stærkt blues-inspireret.

Der udkom en herefter en række plader, ca. én om året i begyndelsen af 70'erne og i '77 kom så Sweet Forgiveness, som blev så stort et hit, at det også nåede ud over USA's grænser - helt til Danmark faktisk.

På det tidspunkt var undertegnede helt vild med The Doobie Brothers og hele den østkøst-USA bølge, der havde en tendens til lige at krybe ind på Top-10 listerne i dén periode, som ellers her i Europa var domineret af navne som f.eks. Kate Bush og Eurythmics - "prøv lige at høre hende her" - sagde min lokale plade-pusher en dag jeg var forbi. Og jeg har fulgt hende lige siden.

Gennembrud

Stilistisk har hun for længst forladt den stærkt blues/folk-inspirerede stil der prægede hendes første udspil i 70'erne, selv om hendes musik stadig er baseret på hendes ualmindeligt stærke guitarspil. Hendes særkende er selvfølgelig hendes specielle bottleneck slide-guitar, men hun håndterer enhver guitar med stor professionalisme og selvfølgelighed.

Sweet Forgiveness var mere en "voksen-pop"-plade, og det har for så vidt været den genre, hun har excelleret i siden - hun har lavet i alt 14 ordinære studieudgivelser, med Nick of Time fra '89 som det største og mest dominerende hit - hun fik tre Grammy'er for den. Fuldt fortjent - det er stadig en glimrende plade og sangene holder stadig lige meget vand. Den er (som stort set alt, hvad hun har lavet) glimrende produceret med en smukt afbalanceret og åben lyd.

Bonnie Raitt live

Der er noget tidløst over Bonnie Raitts bedste plader. Dels fordi hendes guitarspil er så excellent - og sådan lidt underspillet - dels på grund af hendes stemme, som har en smule "kant", den er lidt rusten, selv om hun er i stand til til hver en tid at fyre en ballade af, så det risler ned ad ryggen på én. Men hendes sange lyder faktisk både som om hun mener, hvad hun synger og så har de sådan en helt særlig integritet - der er noget ukunstlet over hendes måde at håndtere det at være musiker på.

Jeg har desværre kun oplevet hende en enkelt gang live - det var for nogle år tilbage i Malmö, men det bekræftede sådan set kun alle de indtryk jeg i forvejen havde af hende. Hun er lille bitte og temmelig mager at se på - og lidt hærget, kan man måske sige. Der er hverken brugt Botox eller lavet nogen som helst ansigtsløftninger her - men den måde hendes guitar ligesom var vokset sammen med hende på, var intet mindre end imponerende. I det hele taget var det en medrivende koncert - et fantastisk sammenspillet band (hun har spillet sammen med dem i mange, mange år og det er også dem, der backer hende op på de sidste mange plader) og en Bonnie Raitt, som på trods af al professionalismen alligevel virkede enormt meget til stede.

Samfundsmæssigt engagement

Men der er i virkeligheden meget mere at sige om hende. Hendes engagement i alverdens miljø- sociale- og andre sager af vital betydning er noget af det, der altid har kendetegnet hende - hun er ikke for ingenting barn af hippietiden!

Én af de historier om hende, jeg elsker, handler om John Lee Hooker - han var jo et stort navn da hun var ung, men blues'en mistede sin popularitet efterhånden som rock'n roll tog over i 70'erne og han blev glemt og endte med at forsumpe i gaderne i Los Angeles. Det hørte Bonnie om - og besluttede sig til at gøre noget ved det!

Som historien går, samlede hun ham op og hjalp ham til en ny pladekontrakt - med The Healer som resultat - de af os, der allerede den gang var interesserede i hifi, kan sikkert huske, at dens lydkvalitet gjorde den til et stort hit på alverdens udstillinger. Om historien er sand - at det faktisk var hende, der gjorde al ben-arbejdet skal jeg ikke kunne sige- det er sådan set også lige meget. Men i hvert fald høstede de en Grammy i '89 for deres duet.

Men hun var også involveret i tilbagekomsten af The Big O, Roy Orbison, som levede en noget hengemt tilværelse som "middags-musiker" - en rigtig amerikansk tradition, hvor man køber en samlet pakke bestående af middag - med underholdning!

En noget degraderende skæbne for en af 60'ernes største stemmer. I hvert fald besluttede nogle af tiden største musikere og stemmer sig til at gøre noget ved situationen - og samlede et band bestående af f.eks. Bruce Springsteen, Tom Waits og T-Bone Burnett med et kor bestående af k.d. lang, Jennifer Warnes og Bonnie Raitt! Desværre endte denne her historie tragisk - The Big O fik sin tilbagekomst med stor applaus og kommerciel succes - og døde så i en motorcykelulykke!

Traditionalist

Det samlede indtryk af Bonnie er af en myreflittig kunstner - med over 40 år som musiker på bagen, 14 studiealbums på listen, foruden hvad der nu foreligger af live-indspilninger, videoer og dvd'er - for ikke at tale om alle de charity-ting hun har lavet gennem tiden. Hun var f.eks. med til at støtte Obama da han kandiderede til posten som præsident - hun har lavet en velgørenheds-tour med Taj Mahal … lavet en fond, der er med til at understøtte musikundervisning for børn - you name it - hun har bare været med!

Man kan måske ikke sige om hende, at hun musikalsk har været den store fornyer, dertil er hendes materiale og stil slet ikke. Derimod har hun altid stået for både kvalitet og redelighed, og mange af hendes plader holder stadig vand, selv efter masser af genhør. Mine personlige favoritter tæller, ud over de allerede nævnte, også Luck of the Draw og Silver Lining.

Souls Alike fra 2005 er hendes seneste studieindspilning, så hun har holdt noget af en pause - og det er nu ikke hendes allerbedste plade, men der er en ny på vej med hende i foråret 2012.